Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
kan hundrede ganger mere end han, om du vil vite det. Ja. Jeg
kan ikke det samme med bøker akkurat, men jeg kan hundrede
ganger mere av andre ting.
Ja av andre ting! blåste hun.
Hundrede ganger mere, husk på det! Og du skal bare se han
blir ikke præst. Det er likeens med Frank, han blir heller ikke
præst. En sån klokkergut! Og hvis du stoler på en som ser så
meget mere ut end han er så er du dum, skal jeg si dig.
Jeg? Det falder mig ikke ind å bry mig om ham.
Det forandret saken, og Abel kjendte sig vel med en gang let-
tere, han kunde kysse hende, sandelig, kysse hende på munden.
Der sat hun. Men å kysse en pike ved overrumpling er vanskelig,
det kræver teknisk dygtighet, man skal træffe. Nei men han
tok istedet slipestenen ved væggen og løftet den av kåthet
eller ugudelig styrke ut av karmen og la den i hendes fang.
Nåda, man taler om å bli stum, men han hadde aldrig hørt en
så øredøvende stumhet. Så skriker hun, skriker Lillelydia, bæl-
jer, forbitrelsen gjør hende fremmed og styg. Det var ingen an-
den råd end at han måtte løfte slipestenen bort fra hende og
lægge den på plass igjen.
Din gris! fræste hun. Du våger —!
Hehehe, lo han skamfuld og ulykkelig. Har du set slikt at jeg
kom til å gjøre det! — Forresten var det mærkelig hvor lite
Lillelydia tålte iblandt før hun blev rasende. Han selv var ikke
slik. Hun hadde det vel fra morn.
Se her hvor du har svinet til sytøiet mit, sa hun. Nyvasket
kjole!
Jeg skal ta den bortunder vandposten, tilbydde han.
Idiot!
Så vilde han snakke hende blid igjen, han hentydet dunkelt til
sine følelser for hende, sa at han elsket hende, og var like sæl
med hvad hun mente så vilde han ha hende, han kunde gå til
alle vandposter i byen for hende, hun skulde undskylde hans
gapstrek med slipestenen —
Hun reiste sig og rystet indætt kjolen, slog sanden av sig
selv, dumpet sig ned i trappen igjen, så trinnet knaket, og tidde.
Og forresten, sa han, så vilde jeg ikke ha gjort det. Og det er
ikke noget å bry sig om.
Så, svarte hun og så olmt op på ham. Hendes øine stanget
ham.
Undres på hvor han Edevart, bror din, er nu? spurte han.
Ti stille!
Når kommer han hjem, vet du det?
Ti stille, hører du, hold munden din!
11 — Hamsun: VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
