Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Rød Taage og Søbriis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112’
Capitel Yll.
i kolde Lande ingen Sø- og Landbriis, om Sommeren derimo"
temmelig ofte.
252. „Lykkelig er den", siger Jansen, „som i Java Søen om
Aftenen møder Landbrisen, efter om Dagen at have været udsat
for Havvindens fugtige, saltsvangre Luft. Under Tropernes herlige
Himmel indaander han med Fryd den rige Duft fra Landet, som
Brisen derfra bærer til ham. Det svage Skydække, som laae over
Himlen, er allerede borte, og man seer kun enkelte mørke Skyer,
som nu og da drage forbi. Uden disse vilde Landbrisen være
ustadig og svag. Drage Skyerne ud fra Land, bliver den derimod
kraftig, Himlen bliver klar, og Stjernerne skinne frem i al sin
Glands. Sydkorset seer ligesom opmuntrende og styrkende ned
paa os, medens Skorpionen, det tropiske Climats Sindbillede, staaer
ligesom en Advarsel over os paa Himlene. Stjerneskinnet kastes
tilbage med saadan Glands fra de blanke Vande, at Natten er
ligesaa lys som høie Breders Tusmørke. De talrige Stjerneskud
trætte næsten Øiet, medens de dog afbryde det Ensformige i
Firmamentets Lyshav. Stjernernes uophørlige Tindren staaer i stærk
Modsætning til den kvægende Ro, som ledsager Landbrisens milde
og behagelige Luftning. Men da kan det hænde sig, at denne Ro
afbrydes af Skuespil, der ere saa storartede og saa herlige, at de
drage Sjælen ud af den drømmende Hvile, hvori den ved Nattens
fredelige Stilhed var hensat. Pludselig hæver sig maaskee en
Ildkugle, der synes os af Størrelse som en knyttet Haand, indtil
30 til 40° over Horizonten; den oplyser Alt omkring sig, springer
i tusinde brændende Stykker, og forsvinder ligesaa hurtigt, som
den kom. Vi erkjende da, at der endogsaa nu i den tilsyneladende
saa rolige Natur ere Kræfter, der ikke slumre, men altid ere
beskjæftigede med deres endeløse Arbeide. Skibets Kjøl glider hen
gjennem de blanke Vande; den efterlader sig en skinnende Vei,
og forstyrrer Dybets Uhyrer i deres Hvile. Disse komme frem for
at betragte den store mørke Gjenstand, der farer hen over deres
Rige; de følge Skibet, de løbe forbi det, vende pludselig om, fare
med Pilens Hurtighed i alle Retninger, og forvandle Søens mørke
Vande til et glimrende Lyshav. Og ijerne vi os fra Kysten, og
komme ud i den stadige Havvind, see vi ofte smaae lysende Flamm
paa Toppen af Masterne, paa Gjenstande af Jern o. desl.. Det er
Electriciteten, som tiltrækkes af de smaae mørke låve Skyer over
vore Hoveder, men Mandskabet seer i dem Varslet om truende
Fare, og betragter dem med Angst og urolige Blikke. Det er,
Natscener i
Landbrisen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
