Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Passaternes Østing, Luftens Krydsning ved de stille Belter og Atmosphærens Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Passaternes Østing, Luftfens Krydsning o. s. v. *123
og den nøie Forbindelse mellem dennes samt Varmens og
Electri-citetens Phænomener, maaskee kunde antage, at en eller anden
Kraft, hvis Forretning det var at lede Vindene i deres Omgange,
derfra kunde have sit Udspring. Vi vide, at Surstoffet udgjør en
Femtedeel af hele Atmosphæren, og Faraday har viist os, at denne
Gasart er paramagnetisk (magnetisk*). Hvis vi ophænge en
Jernstav mellem en Magnets Poler, saa vil den stille sig axialt eller
pege med sine Ender imod dem; tage vi derimod, istedetfor en
Stang af Jern, en saadan af Vismuth, saa vil den stille sig
ekvatorialt eller lodret paa den Stilling, Jernstangen indtog. For at
skjelne mellem disse to Slags Kræfter, siger Faraday nu, at Jernet
er paramagnetisk og Vismuthen diamagnetisk. Surstof og Jern
ere begge paramagnetiske, og alle Gjenstande i Naturen ere enten
det ene eller det andet.
268. Et simpelt Experiment vil vise os, at naar vi strøe
Jenfiilspaan ned over en kunstig Magnet, saa ville disse Fiilspaan
drdne sig i Form af Straaler, eller concentriske Cirkler, der
udgaae fra eller omgive Magnetens Poler og Middelpunkt. Nu er
Jorden selv, eller den atmosphæriske Bedækning, som omgiver den,
en meget kraftig Magnet, og Retningslinierne af den Kraft, som
udgaaer fra dens Indre, dens faste Skorpe- eller dens gasformige
Bedækning, antages at være netop saadanne Linier, som omgive
de kunstige Magneter. Hvorfra det nu er, at denne Kraft udgaaer,
saa antages den at strække sig meget langt, ja endog ud i Klodernes
*) Visse Legemer have den Egenskab at .tiltrække Jern og jernholdige Legemer
samt lukkel og Kobolt. Saadanne Ertser kaldes naturlige Magneter.
Man kan overføre Tiltrækningskraften paa Legemer af de nævnte Metaller,
hvilke da faae Navn af kunstige Magneter. Enhver Magnet har to
hinanden modsatte Punkter, der kaldes dens Poler, og hvori Kraften
fornemmelig har sit Sæde. Jorden kan ansees som en stor naturlig Magnet, der
i Nærheden af sin geographiske Nordpol har en (egentlig to) magnetisk
Nordpol og ligeledes en (to) magnetisk Sydpol. Er en kunstig Magnet af
langagtig Form, faaer den Navn af Magnetnaal. Ophænges en saadan, saa
at den frit kan bevæge sig i et vandret Plan, vil dens ene Ende vise mod
Jordens magnetiske Nordpol, den anden mod dens Sydpol. Ophænges to
saadanne Magnetnaale ved Siden af hinanden, saa ville de Ender
(Nordender), der begge vise mod Jordens Nordpol, gjensidigt frastøde hinanden,
og det samme vil være Tilfældet med begge Sydender. En Nordende og
en Sydende ville derimod tiltrække hinanden, og vi sige derfor, at en
Magnetnaals Nordende har modsat Magnetisme af den, som findes i Jordens
Nordpol, og omvendt. Eensartede Magnetismer frastøde hinanden,
ueensartede eller modsatte tiltrække hinanden.
Magnetismens
Sæder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
