Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
ring, som herskede i Norden i den historiske
Overgangstid fra Hedenskabet til den katholske
Kristendom, Skildringen baade af Ødebygdernes vilde
Natur og Arnljot Gellines Kæmpeskikkelse er
mættet af et storslaaet Tungsind. Digtet gaar ikke ud
paa at lade Personerne fremtræde med skarpe og
klare Omrids; ti i Dæmringstimen viser alt sig jo
mere tilsløret og ubestemt.
Den Person, som træder klarest frem i dette
Digt, er, efter min Mening, utvivlsomt Bjørnson
selv. Arnljot Gellines mægtige Skikkelse bærer
Præg af Bjørnstjerne Bjørnsons Karakter; mild og
god i Grunden, ubøjelig og haard, naar han tirres;
jaget og hidset som et farligt Vilddyr, siger han
dog paa Tinget:
„— jeg hader slet ingen mer,
skjønt jeg fik sir til døden,
stjærnerne skinner stille
ned i mit stærke liv."
Eller man lytte til Hellig Olafs Ord før
Stiklestadslaget; det er Skjaldens egen indre Kamp i
Afgjørelsens Stund; fra hans eget Hjærte opstiger
Bønnen for hans Folk, men tung er hans Klage
over dets Splittelse og Blindhed:
„Herre, forbarm dig! Når skal det vækkes og samles?
Når skal mit arbejde gro?"
Tvivlen, om han dog ikke er gaaet for
voldsomt frem, blander sig dog med Glæden over, at
Folket samles til Strid — Striden maa komme,
Skoven maa ryddes efter hundredaarig Dvale,
inden Kjærlighedens Sæd kan gro:
„Jag dem til kampen; mit hjærte af nidkærhed luer,
kast mig på bålet som ved, bare slægterne tændes deraf."
Disse Ord er maaske, fremfor nogen andre,
skrevne med Digterens Hjærteblod. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
