Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Far og Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Da Generaldirektøren lidt senere gik over
Tunet til Gunnar efter en flygtig Visit hos Olav,
stod Aurora igjen med røde Kinder og bankende
Hjerte. Det var gaat saa fort, at hun næsten
ikke sanset det; han vilde ikke engang ha en
Pjolter. Det var næsten ærgerligt; for hun havde
baade Selsersen og de nye høie Glassene beredt.
Og han ikke saa mye som saa paa hverken
Boka eller Viftepalma. Men paa hende havde
han set. Og Øiner hadde’n, aa gid! Slike nyde«
lige Øine som han havde! Aa slik som han
sa: Farvel Frue! Hun saa paa sine Fingre;
det var likesom hun endda kjendte Haandtrykket.
En kunde nok forstaa, at ingen Kvinder kunde
staa sig for han, som Folk sa.
Men om han fik noe Raad med Gubben?
Tænk at disse Gamlingerne heroppe skulde lægge
sig iveien for en saan Mand. Han gik der saa
høflig og dannet og bød dem store Penger for
nogen Jordlapper og smaa Skogteiger; men dom
bare vrei sig undaf og var vrange.
Hun saa sig i Speilet over Sofaen, uf, hun
var saa varm, saa — —.
* Se
«
Inde i Gunnars gamle Aarestue sat Harald
Haave og pratet, lun og smaakoselig og like«
frem; ingen skulde si, at han kom som en Ge«
neraldirektør.
Han begyndte med at snakke om den eien«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>