Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - B. Det frie Kultursamfund - 1. Den materielle Kultur - XXVI. Udviklingsmuligheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bestaaende Arbejds- og Ejendomsordning i social Aand; den
lader det henstaa uafgjort, hvor langt Udviklingen vil kunne gaa.
En energisk Medarbejder i den schweiziske Forbrugsforeningsbevægelse
har defineret Socialismen som »Læren om en saadan
Indretning af det menneskelige Samfund, at der raades Bod paa
Misforholdet mellem overvættes Rigdom og Massearmoden«[1].
Der stilles her en Opgave, som der Skridt for Skridt kan
arbejdes paa. I Modsætning hertil staar Marxismens Definition af
Socialisme: »Ophævelse af den kapitalistiske Arbeidsordning ved
Socialisering af Produktionsmidlerne, og Klassekamp som Vejen
til dette Maal«[2].
Det er klart, at de to Opfattelser stille det
frie Kultursamfund i et forskelligt Forhold til Staten; efter den
første skal det frie Kultursamfunds Aand efterhaanden indpodes
i Statsmekanismen; efter den anden gælder det saa hurtigt som
muligt at faa Raadighed over Statsmekanismen forat kunne
bestemme det frie Kultursamfunds Ordning.
I den nærmere kritiske Prøvelse af Socialismen have vi i
det Følgende især denne sidste, spekulative eller marxistiske
Opfattelse for Øje. Det vil vise sig, at Kritiken af den fører til
at lægge saa meget des større Vægt paa den empiriske
Socialisme.
9. Statsmagten øver under alle Forhold en stor Indflydelse
paa Fordelingen af Arbejds- og Forbrugsmidler, og man vil
forsaavidt kunne sige, at enhver Forfatning er en relativ
Socialisme. Det vil idethele vise sig umuligt at afstikke absolute
Grænser for Statens Virksomhed. Statens Væsen er ikke uforanderligt;
det udvikler sig med Menneskenaturen og med de historiske
Forhold, og Ingen kan sige, hvorledes Staten engang i
Fremtiden vil blive beskaffen. Men ved at overdrage al Fordeling
til Statsmagten forudsætter man Egenskaber hos de Mennesker,
der udøve Statsmagten (og det er jo altid bestemte Mennesker,
der udøve den), som disse hidtil ikke kunne siges at have vist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
