19 erklærede for aldeles disparate. Kontinuiteten i Bevidsthedslivet kan altsaa føres videre, end man ofte antager, og der kan ligge en videnskabelig Fare i for stærkt at proklamere Kvalitetsforskellighed og Diskontinuitet som Bevidsthedslivets Særkende. Den indre Sammenhæng i Bevidsthedens Indhold er ogsaa en Kendsgerning, og Funktioner som Erindring og Sammenligning ere nok saa betydningsfulde til Karakteristik af Bevidsthedslivet som de Fænomener, der bære Diskontinuitetens Præg. Psykologiens Opgave bliver derfor naturligt den, saavidt muligt at paavise de enkelte Elementers Sammenhæng og Forbindelse, saaledes at Helheden forstaas ved Delene, og Delene ved deres Forhold til Helheden. At dette fører til en Antinomi, der tilsidst gør det psykologiske Problem uløseligt for os, have vi allerede set. Men der er Arbejde nok at gøre, før vi komme til denne Grænse (som desuden ikke kan bevises at være absolut). LEIBNIZ har den Fortjeneste med Energi at have hævdet Kontinuitetsprincipet paa det psykiske, saavel som paa det fysiske Omraade, især ved at henvise til de — i Forhold til de klart bevidste Tilstande — forsvindende smaa psykiske Elementer, der først ved at opsummeres og kombineres frembringe et for uøvet Selviagttagelse tilgængeligt Resultat. Allerede en Sammenligning mellem moderne og antik eller middelalderlig Poesi viser, hvor langt flere sjælelige Nuancer, Selviagttagelsen nu har faaet Øje paa; det er neppe blot, fordi Differentiationen paa det psykiske Omraade nu er større end i tidligere Tider, at denne større Rigdom findes. Især er Kendskabet til og Forstaaelsen af det Umiddelbare og Uvilkaarlige i Sjælelivet tiltagen. Den barnlige og primitive Psykologi har en Tilbøjelighed til at opfatte Alt, hvad der foregaar i Sjælen, som klart bevidst og som hvilende paa Overlæg og Forsæt. Bevisbyrden er i den moderne Psykologi — baade i Praxis og i Teori — bleven flyttet: nu paahviler den den, der paastaar, at en Handling er øvet med Overlæg og udtrykkelig Beslutning. Og selve Overgangen mellem det Ubevidste og det Bevidste, og indenfor det Bevidste mellem det Uvilkaarlige og det Vilkaarlige, foregaar kontinuerligt; det bliver, jo mere øvet Selviagttagelsen og