21 dog ikke vil opgive den Sammenhæng, man hidtil har fundet. Allerede den Kendsgerning, at psykiske Elementer kunne reproduceres efter et Mellemrum, i hvilket de ikke have været i Bevidstheden, nødvendiggør Anvendelsen af Begreber som „Disposition“, „Spor“, „Mulighed“ o. lign., der i Virkeligheden udtrykke det Samme, som menes ved „potentiel Energi“. At vi ved Anvendelsen af dette Begreb paa det fysiske Omraade ere heldigere stillede end paa det psykiske Omraade), udelukker ikke Berettigelsen og Nødvendigheden af at opstille det her. Man kan naturligvis i en rent beskrivende Fremstilling lade sig nøje med at angive de forskellige psykiske Fænomener, der opdukke i visse Øjeblikke, ofte uden at Iagttagelsen finder nogen psykisk Sammenhæng mellem dem indbyrdes. De psykiske Fænomener staa da som spredte Glimt, i stærk Kontrast til den kontinuerlige Sammenhæng, de tilsvarende fysiologiske Fænomener frembyde. Da nu det, der fremtræder med den højeste Grad af Kontinuitet, ogsaa let kommer til at staa for os som mere realt end det Diskontinuerlige og Glimtvise, saa ville de fysiologiske Fænomener let komme til at staa som det egentlige Reale, de egentlige Fænomener, og de psykiske Fænomener ville komme til at staa som noget Overflødigt, et tilfældigt Plus, eller, som man har udtrykt det, som Epifænomener. En saadan „Epifænomenisme“ er dog vist ikke nogensinde opstillet som egentlig Teori; den er blot en empirisk Konstateren af det Gaadefulde i de psykiske Fænomeners Optræden i Sammenligning med den mere sluttede Kontinuitet i de materielle Fænomeners Række. Den giver jo heller ingen Forklaring, ophæver tvertimod baade enhver psykologisk og enhver fysiologisk Forklaring, naar den vil være Mere end en blot Beskrivelse. Og sely som Beskrivelse bliver den let forhastet, idet den let kommer til at stanse for tidligt ved det Diskontinuerlige uden at undersøge, om der ikke er flere Overgange og Nuancer at finde, end der hidtil har vist sig. Begrebet om potentiel psykisk Energi vil her — netop ved egentligt kun at være Udtryk for en uløst Opgave — indeholde en stadig Opfordring til at gaa videre i Iagttagelse og Analyse for om muligt at opdage den Virkelighed, hvori „Muligheden“ tilsidst altid bestaar.