H. Erkendelsesproblemet. 1. Ikke blot psykologisk Forstaaelse, men al Forstaaelse betinges ved Forholdet mellem Kontinuitet og Diskontinuitet. Denne sidste betinger Fylden og Mangfoldigheden af Forstaaelsens Indhold; hin betinger dets Sammenfatten og dets Ordning. Forstaaelsen fremtræder under forskellige Hovedformer, til hvilke der svarer forskellige Arter af Videnskaber. Jeg forstaar, hvad Noget er, naar jeg kender det igen. Saaledes forstaar jeg, eller véd jeg, hvem der kommer, naar jeg genkender den Kommende. Genkendelsen beror paa, at der findes en Sammenhæng mellem nye og tidligere Erfaringer. I Genkendelsesakten skydes alle mellemliggende Erfaringer til Side, og det nye Fænomen identificeres umiddelbart eller middelbart, uvilkaarligt eller efter nogen Overvejelse’) med et tidligere forekommet Fænomen. Kontrasten med det Nye virker her ogsaa med; Bekendthedskvaliteten bliver stærkere udpræget, jo mere ubekendte Omgivelserne ere. — Det er Genkendelse, der gør Beskrivelse og Klassifikation mulige; dog virker Forskelsopfattelse væsentligt med ved begge Operationer. Ved al Beskriven og Klassificeren staa visse Typer fast, idetmindste foreløbigt fast, og de nye Fænomener henføres til dem, enten som aldeles ens (dækningslige) eller som lignende (kvalitetslige) eller som frembydende Analogi (Forholdslighed). De positive Begreber, vi danne, udtrykke saadanne Typer. Hvor vi ingen Genkendelse af nogen Grad kunne have, altsaa ingen Type