43 Muligheden af et irrationelt Forhold mellem Tilværelsen og vor Erkendelse kan derfor ikke afvises. 4. Til et lignende Resultat vil Undersøgelsen af Forholdet mellem det elementære og det ideale Aarsagsbegreb føre os. I sin elementære Form angiver Aarsagsbegrebet, som vi have set, kun det Forhold mellem to Begivenheder, at naar den ene er indtraadt, indtræder uundgaaeligt den anden. Men fra denne uundgaaelige Rækkefølge skrider Forskningen gennem Iagttagelser, Forsøg og Hypoteser saavidt muligt frem til Paavisning af en Kontinuitet i Begivenhedernes Række, ved hvilken Forskellene mellem de enkelte Led i denne blive forsvindende, saa at tilsidst endog selve Tidsforskellen mellem Begivenhederne reduceres til det mindst Mulige. Fra ydre, skønt uundgaaelig Rækkefølge arbejder Tanken sig gennem Kontinuiteten hen imod en fuldstændig Identitet. Medens Tidsforholdet spiller en væsentlig Rolle ved det elementære Aarsagsbegreb, er det saa godt som elimineret i det ideale Aarsagsbegreb. Hvis denne Proces kunde gennemføres helt, vilde vi komme til det paradoxe Resultat, at den fuldkomne Aarsagsforklaring vilde være en Ophævelse af selve Aarsagsbegrebet: Aarsagsforholdet er jo kun forskelligt fra det rent logiske Forhold mellem Grund og Følge ved Tidsforskellen mellem Forholdets Led. Det 17. Aarhundredes Filosofi (SPINOZA og LEIBNIZ) skelnede ikke mellem Aarsag (causa) og Grund (ratio); Aarsagsforholdet mellem to Fænomener var for dem det samme som Forholdet mellem Præmisser og Konklusion i en Slutning, et blot Identitetsforhold. Det stod for dem som selvfølgeligt, at der ikke kunde være Mere i Virkningen, end der var i Aəarsagen; Tidsforholdet mellem Leddene var ligegyldigt, og 'Tiden hørte i det Hele kun hjemme i den sanselige Forestillings (Imaginationens) dunkle Sfære. Da HUME rejste Aarsagsproblemet, skete det netop ved at betone, at der intet Bevis kan føres for Berettigelsen af at slutte fra Fortid til Fremtid. Naar der henvises til Fortidens Erfaringer, siger Hume, da kunne disse kun vise, at en Ting engang, i et enkelt Øjeblik, har været i Besiddelse af en vis Evne, ikke at den stadigt besidder den og vil besidde den®). KANT mente vel at kunne føre et rationelt Bevis for