45 rene Erfarings“ Standpunkt, og hvis vigtigste. Repræsentanter ere RICHARD AVENARIUS og ERNST MACH, arbejdes der i en lignende Retning, men af andre Motiver. Interessen gaar her ud paa at udskille alle de Biforestillinger og Hjælpebegreber, med hvilke vi uvilkaarligt eller af metodiske Grunde supplere selve Erfaringen, det umiddelbart Givne. Erkendelsens Fremskriden bestaar i en Reduktion af Forskellighederne (til et „heterotisk Minimum“) og i Tilnærmelse til en ren Beskrivelse af en kontinuerlig Proces. Under denne Fremskriden begrænses Erkendelsesindholdet mere og mere til deskriptive Udsagn, saavidt muligt med analytiske Overgange, og Forskellighederne reduceres fra kvalitative til kvantitative, saavidt muligt med stadig Paavisning af Ækvivalensforhold. Det er ikke længere den strenge Videnskabs Opgave at „forklare“; hvem der vil have „Forklaringer“ henvises til Mytologien og Metafysiken; Videnskabens Maal er at give en nøjagtig, metodisk Beskrivelse af alle Forhold og Overgange. Hvad særligt Aarsagsforholdet angaar, lægger man dels Vægten paa, at enhver Anvendelse af Begreberne Aarsag og Virkning vilkaarligt drager to Elementer ud af hele den Sammenhæng, i hvilken de forekomme, og stiller dem i Modsætning til hinanden, dels derpaa, at Tidsforholdet meget vel kan vendes om, saasnart man har paavist et Ækvivalensforhold, og saasnart man ser bort fra Forandringernes Retning ®). De erkendelsesteoretiske Anskuelser, der saaledes med forskellig Motivering ville eliminere det elementære Aarsagsbegreb og negte Tidsforholdets principielle Betydning, kunne karakteriseres ved, at de sætte et Erkendelsens Ideal i Stedet for den virkelige Erkendelse, vi til nogen given Tid kunne opnaa. Enhver bestemt Undersøgelse maa begynde paa et bestemt Punkt, som ligger der, hvor Problemet stiller sig. Og Problemet stilles, naar to Led i Begivenhkedernes Række tildrage sig Opmærksomheden og vække Formodninger om en indre Sammenhæng mellem dem, eller naar et enkelt Led træder frem i sin Særegenhed eller Pludselighed og derved vækker Trangen til at søge Mellemled, gennem hvilke det kan bringes i Sammenhæng med hele den øvrige Række. Det er forsaavidt et til-