50 med dets Former givet i Modsætning til et rent Objekt, eller rettere til en „Ting i sig“, fra hvilken Erkendelsesindholdets Mangfoldighed skulde skrive sig. KANT sluttede her for tidligt af, idet han mente, at Erkendelsens subjektive Former én Gang for alle skulde kunne bestemmes, saa at „Stoffet“ i Erkendelsen maatte være at udlede af „das Ding an sich“. I den speciellere Udvikling af sin Erkendelsesteori kunde han dog ikke undgaa at komme til at spørge om, hvorfra Formerne skrev sig, og til at antyde, at ogsaa disse (der jo ligesaa vel som Stoffet ere faktisk givne, idet de jo maa udfindes ved psykologisk Analyse) tilsidst ere bestemte ved „Ding an sich“, og da „Formerne“ betegne det Konstante i vor Erkendelse, bliver den sidste Forudsætning for Kants Filosofi egentligt Noget, han ikke kan give Begrundelse af, nemlig at „Ding an sich“ virker paa konstant Maade, da Formerne ellers ikke kunne bestaa eller i hvert Tilfælde ikke anvendes“). Saaledes kommer Kant til at svinge mellem begge de to ovenfor beskrevne Anskuelser, skønt det aabenbart var hans Mening at holde sig til den sidste. Kontinuiteten var for ham Kategoriernes fælles Grundform, og Syntesen var for ham Grundloven for den erkendende Bevidstheds Virken. Problemet er mere indviklet, end Kant saa. Naar vi skelne mellem Subjekt og Objekt i vor Erkendelse, er det i Virkeligheden et objektivt bestemt Subjekt (S.), vi stille i Modsætning til et subjektivt bestemt Objekt (0O;.). De Egenskaber eller „Former“, vi tillægge Subjektet, kunne ikke forklares ud fra selye Begrebet Subjekt (det rene 8); de staa som Fakta, ligesaa vel som alle andre Egenskaber, vor Erkendelse faar med at gøre. Og de Egenskaber eller Bestemmelser, vi tillægge Objektet, tilkomme dette stedse kun i Relation til et Subjekt og, nærmere bestemt, til et Subjekt af en vis speciel Beskaffenhed. Derfor begynder Problemet stedse paany: hvorfra faar Subjektet sine objektive (faktiske) Egenskaber, og hvilket Forhold er der mellem Objektets sūubjektive Bestemmelser (Kvaliteter 0. s. v.) og dets Væsen, som dette vilde fremtræde overfor Subjekter af anden Art end vi? Atter her møde vi det Irrationelle, og her se vi maaske