54 De formale Motiver til Spekulation over Tilværelsens Natur ligge dybt i Bevidsthedens og Erkendelsens Beskaffenhed. De hænge sammen med Trangen til Kontinuitet, den Trang, i hvilken Personligheden og Videnskaben mødes. Selve Tænkningens Væsen ytrer sig paa alle Trin og i alle Former som en Sammenfatten, en Syntese, og det er da ikke at vente, at Tænkningen godvilligt skulde stanse med sit Forsøg paa at sammenarbejde det sporadisk Givne. Speciel og praktisk Betydning faar denne Stræben derved, at en fast og kontinuerlig Sammenhæng er det eneste Kriterium, vi i Tvivlstilfælde have, naar det gælder at skelne mellem Drøm eller Illusion og Virkelighed. Jo mere omfattende og jo inderligere sammenhængende et Virkelighedsbegreb vi kunne danne, des større Sikkerhed indeholder det. Der vil derfor baade af teoretiske og praktiske Grunde være en Tilbøjelighed til at gaa til Grænsen og forsøge paa at fortsætte og afslutte, hvad allerede teoretisk og praktisk Orientering fører ind paa. Idealet vilde være naat, hvis der kunde paavises en fuldstændig Harmoni mellem alle vore Erfaringer, en kontinuerlig Helhed, til hvilken alle specielle Erfaringsomraader efter deres egne Love slutte sig sammen. Men allerede Drøftelsen af Erkendelsesproblemet maa have lært os, at en saadan afsluttende Verdensanskuelse er umulig, og at den i en vis Forstand indeholder en Selvmodsigelse. Intet af de specielle Erfaringsomraader foreligger afsluttet for os; der kommer stedse nye Erfaringer og nye Gaader op; vor sammenfattende Tænkning faar stedse nye Opgaver. Og da nu vor Erkendelse stedse virker ved at sammenholde og sammenligne, vilde ethvert Totalbillede, dersom det skulde være Genstand for fuldendt Erkendelse, være at sammenholde og sammenstille med Noget, der var forskelligt fra det: kun da kunde det faa sin fulde Bestemthed; men hvis der var noget fra det Forskelligt, vilde det jo ikke være et 7otalbillede! — Det er her ligegyldigt, om vi blive staaende ved selve den Totalitet, vi have forsøgt at danne, eller om vi gaa tilbage til Principet for en saadan Totalitet og kalde det „Gud“ i Modsætning til selve Totaliteten som „Verden“; Antinomien bliver den samme i begge Tilfælde“). Det Irrationelle melder sig her igen, ligesom ved