56 Ogsaa ved Opdagelser spiller Analogien en stor Rolle; Analogien mellem Kemi og Fysik hjalp Robert Mayer til hans Opdagelse af Energiens Bestaaen. Men naar Analogien benyttes metafysisk eller kosmologisk, er det ikke et enkelt Tilværelsesomraade, der tjener til at belyse et andet enkelt; det er et enkelt Omraade, der benyttes til at udtrykke Tilværelsen som Helhed. Denne Symboliseren bliver af anden Art og Gyldighed end den, der finder Anvendelse paa de specielle Omraader: den kan ikke gennemføres med fuld Konsekvens, og den kan ikke verificeres. Hverken Analogiens Berettigelse eller dens Begrænsning kan strengt paavises. Derved ere de kosmologiske eller metafysiske Symboler forskellige fra de videnskabelige. — Som jeg i min „Religionsfilosofi“ har søgt at vise, dele de religiøse Symboler Skæbne med de metafysiske. I begge Tilfælde gøres der et Forsøg paa at danne afsluttende Begreber med real Gyldighed; Forskellen beror kun paa det Motiv, der fører til disse Forsøg. I Erkendelsesproblemet kom vi ogsaa til et irrationellt Forhold mellem Del og Helhed. Dér drejede det sig om, /vorvidt Helheden kunde udtrykkes i og for en enkelt Del. Her, ved det kosmologiske Problem, drejer det sig om, /worvidt der fra en enkelt Del kan hentes Bestemmelser, som gælde for Helheden som saadan. Det er et og samme Forhold, der i de to Problemer fremtræde fra forskellig Side. — En Verdensanskuelses Karakter og Værdi beror ikke blot paa, hvor klart og konsekvent Analogien er gennemført, men ogsaa paa, hvorfra Analogien hentes. Det Fænomen (den Del eller Side af Erfaringen), hvorpaa Analogien bygges, kunne vi kalde for Urfænomenet. Dette Udtryk stammer fra GOETHE. Men Goethe forstod ved Urfænomen ikke blot et Fænomen af typisk Art, der kan tjene til at belyse andre Fænomener for os; det betyder for ham et Faktum, der tillige er Lov, saa at man blot behøver at udtale det for at have forklaret det, og det maa ikke betragtes som sammensat, da det selv skal være Symbol for alt Andet, være en „Grænse for vor Skuen“, som paa én Gang vækker „den store Undren“ og Følelsen af, at vi staa ved vor Evynes Grænse!) — Det er bekendt, hvor skæbnesvanger en Rolle dette Begreb spillede i Goethes Farvelære. Ved selve sin