61 for Individets Forhold til Omverdenen, men ogsaa paa Loven for Forholdet mellem Individets indre Tilstande. I samme Retning peger en anden Betragtning. Al Erkendelse begynder som Analyse af givne Anskuelser (Iagttagelser eller Erindringer). For at en saadan Anskuelse skal kunne blive Genstand for Analyse, maa den fremtræde som en Totalitet, der omfatter et Indbegreb af Elementer (Dele eller Egenskaber). Enhver Erkendelsesakt beror paa et Udsnit af et større Hele: enhver Begrebsbestemmelse (Definition) er en Begrænsning; enhver Dom hviler paa Forudsætninger, der pege ud over selve Domsakten; enhver Slutning forudsætter flere Præmisser, hvis Gyldighed ofte maa begrundes ad højst forskellige Veje. Vi bevæge os altid indenfor en mere omfattende Helhed, i hvilken Betingelserne maa søges for de enkelte Resultater, vi komme til. Naar saaledes baade i Virkelighedens og i den rene Tankes Verden det Enkelte faar sin Beskaffenhed og sin Gyldighed ved den Enhedssammenhæng, i hvilken det forekommer, vil Monismen staa som den, der tager et mere fundamentalt Udgangspunkt end Pluralismen. Imidlertid viser jo Erkendelsesteorien, at der er Grænser for Forstaaelsen. Empirikeren og Skeptikeren ville stedse kunne stanse den monistiske Metafysiker ved at henvise til de faktiske Grænser for Erkendelsen. End ikke Virkelighedskriteriet kunne vi anvende overalt, og saaledes ikke gennemføre den strenge Forskel mellem Drøm og Virkelighed. Med samme Ret, man slutter fra rationel Erkendelses Mulighed til en Enhedsmagt i Tilværelsen, vilde man da, synes det, kunne slutte til et irrationelt Element i Tilværelsen, til et kosmologisk Princip, der hindrede Tilværelsens Elementer i at staa i et rationelt bestemmeligt Forhold til hverandre. Fra monistisk Side vil dertil igen kunne svares, at dersom Enhedsmagten ikke raader overalt, kunde det tyde paa, at Tilværelsen selv er i Vorden, i Udvikling, og at det, der for os staar som en lovmæssig Sammenhæng, forudsætter en Udvikling i Tilværelsens Inderste, der endnu ikke er afsluttet. Det vilde da ogsaa fra dette Synspunkt være Tiden, der betinger det Irrationelle. Og saalænge Tanken, Erkendelsen ikke er færdig,