65 forskel i vor Erfarings Indhold; men der vil intet Bevis kunne føres for, at der i Tilværelsen ikke findes andre Grundformer („Attributer“) end disse to. Skal Tilværelsesproblemet løses ud fra menneskelig Erfaring, saa maa en af hine to Muligheder vælges. Men Spørgsmaalet er, om vor Erfaring frembyder os Elementer nok til en virkelig Løsning. Tilværelsens Rigdom kan jo være meget større end vor Erfarings Muligheder. Atter her kan det gælde, at Verden er stor og vor Hjerne lille; atter her støde vi paa det Irrationelle. Kunde det bevises, at Forskellen mellem Aand og Materie var kontradiktorisk, ikke kontrær, altsaa at der forelaa et absolut Enten-Eller, vilde Tilværelsesproblemet være simplere, end det er — og dog mere indviklet, end Mennesketanken, der er tilbøjelig til at mene sig fuldt udrustet til religiøse og metafysiske Spekulationer, ofte mente. Den kritiske Monisme, som stræber at fastholde Enhedstanken uden at dogmatisere, maa indskærpe, at vi her mangle Betingelser for en fuldstændig Løsning. At der er Mulighed for flere Former, end vor Erfaring frembyder, kan tyde paa, at hele Problemet ligger dybere, end man har formodet. Der kunde jo f. Ex. gives en Grundegenskab ved Tilværelsen, af hvilken baade Aand og Materie vare Følger, og Problemets Uløselighed for os kunde komme af, at vi ikke kende denne Grundegenskab. 5. Et tredie Urfænomen have vi, naar vi have truffet vort Valg mellem Bestaaen og Udvikling (Væren og Vorden). Den antike Tænkning var gennemgaaende tilbøjelig til at holde paa bestaaende Væren; den var en Begrebsfilosofi, der fremfor Alt søgte at føre Fænomenerne tilbage til faste Artsbegreber. Platons Ideiære danner her Højdepunktet (Smlg. II, 1). Og den — eller den samme Aandsretning, som har fundet Udtryk i den — kommer ikke sjeldent frem ogsaa i den nyere Forskning, og det ikke blot i Filosofien, men overalt i Videnskaben, hvor der kæmpes for faste, uforanderlige Arter eller Typer. Selvy hvor den antike Tænkning antog en Udvikling, var den særligt tilbøjelig til at antage en rytmisk Proces, der atter og atter førte de samme Tilstande og Begivenheder med sig. Udviklingen som en stedse fremadskridende Række af Forandringer er en moderne Ide, som skyldes udvidet Erfaring baade paa Historiens 9