74 Udfoldelse som den store Opgave, en Grundtanke, der ganske særligt har sin Betydning under den moderne Kulturs Tendens til at isolere eller at mekanisere de enkelte Livselementer. ROUSSEAU og SCHILLER have fornyet denne antike Grundtanke — overfor moderne Arbejdshelotisme og overfor Leflen og Decadence. Men Kontinuitetsproblemet kommer igen, og det i meget skarp Form, ved Spørgsmaalet om Muligheden af, at den enkelte Personlighed kan danne en afsluttet Verden for sig selv, og om det vilde være det mest Værdifulde. Ikke blot maa den Enkelte stedse træde i Vexelvirkningsforhold til andre Personligheder for at faa Midler for sin egen Udvikling. Men der gives ogsaa en Hengivelsestrang, som kan fremtræde i forskellige Former, og som kan føre til at tillægge andre Personligheder umiddelbar Værdi. Derved drages den Enkelte ind i Personlighedernes store Rige, og ligesom Spørgsmaalet før var, hvorvidt de enkelte Livselementer kunde indordnes paa harmonisk Maade i den enkelte Personligheds Livshelhed, saaledes bliver det nu et Spørgsmaal, hvorvidt de enkelte Personligheder kunne udvikle sig selvstændigt og dog i Harmoni med hverandre, saa der kan bestaa en social Livshelhed i Analogi med den individuelle Livshelhed. Det er Kontinuitet i Kontinuitet, der her stræbes hen til. Maalestokken for et Samfunds Fuldkommenhed vil — i Kraft af Kontinuitetsprincipet, der her tydeligt viser sig i sin Sammenhæng med Velfærdsprincipet — være den: i hvilken Grad ethvert personligt Væsen stilles og behandles saaledes, at det ikke staar som blot Midđel, men stedse tillige som Formaal. Det er KANTS berømte Sætning, med en anden Begrundelse end den, han gav’). Den stoiske og den kristelige Etik og den moderne sociale og politiske Udvikling føre i samme Retning. „Menneskerettighedernes“ Erklæring (hvad enten vi betragte den som et Symptom eller som et Program) hviler paa denne Forudsætning, og Brodden i det sociale Spørgsmaal er bleven til ved, at denne Forudsætning ikke er sket Fyldest. Ogsaa ved Dreøftelsen af speciellere etiske og retsfilosofiske Spørgsmaal, f. Ex. om Monogamiets Begrundelse og om Straffevæsenets Udvikling, afgiver dette Princip Maalestokken. —