75 Det etiske Arbejde viser sig saaledes som en ejendommelig Fortsættelse af den store Tilværelsesproces. Men den hele Tankegang, ved hvilken jeg har søgt at begrunde dette Synspunkt, støder paa Vanskeligheder, der skærpe det etiske Problem. Vi møde atter her det Irrationelle. 0. Den etiske Vurderings Rationalitet. 3. Etiken vilde være en fuldkomnere Videnskab, end den er, dersom Kontinuitetsprincipets Gennemførelse ikke stødte paa store Vanskeligheder. Ethvert etisk Ræsonnement gælder kun ud fra Anerkendelsen af en bestemt Grundværdi, som bestemmer alle specielle Vurderinger. Man kan stille sig paa det enkelte Øjebliks eller den enkelte Drifts Standpunkt, eller paa den isolerede Personligheds Standpunkt, eller paa Familiens, eller Klassens, eller Statens eller Menneskehedens Standpunkter. Spørgsmaalet er, om alle saadanne Standpunkter virkeligt kunne bringes i Harmoni med hverandre, saaledes som det ovenfor er antaget, og Spørgsmaalet er især, om det er muligt ad Ræsonnementets Vej at føre den, der konsekvent og med fornøden Hensynsløshed fastholder et enkelt af disse Standpunkter, over paa et af de andre. Mellem Grundværdien og de specielle Værdier kan der maaske paavises et rationelt Forhold, saaledes at den, der vedkender sig en Grundværdi og er tilstrækkeligt bekendt med de faktiske Forhold, under hvilke den skal fastholdes, kan logisk tvinges til at indrømme de Slutninger, man drager ud fra Grundværdien. Saaledes have Selvhævdelsen og Hengivelsen hver sin Logik, ligesaa Familiefølelsen og Nationalfølelsen. Men naar det nu gælder Overgang fra en Grundværdi til en anden? Her er den indre Konsekvens ikke nok. Konsekvensen kan kun udfolde og. bringe til Bevidsthed, hvad der — under visse givne, faktiske Forhold — følger af Grundværdien. SOKRATES blev Etikens Grundlægger ved sin Fordring om Selverkendelse, der i Virkeligheden var en Fordring om at blive klar over sin Grundværdi, og hvad der konsekvent følger af den. Men hvorledes Grundværdien skaffes til Veje, og om der ikke faktisk