77 den videnskabelige Etiks Grænse. Dér, hvor det ikke er muligt at forfølge Kontinuiteten længere i rent etisk Form, søge vi at efterspore den i psykologisk og historisk Form. Etiken gaar paa dette Punkt over i Psykologien og i Sociologien. Medens jeg i min Etik har søgt at vise, at Retfærdigheden, opfattet som et indre harmonisk Forhold mellem Selvhævdelse og Hengivelse og tillige mellem Følelse og Tænkning, er den højeste Karakteregenskab, er dette blevet bestridt af filosofiske Tænkere, der hævde, at der i Selvhævdelsen og Hengivelsen kundgøre sig saa forskellige Tendenser (eller, som jeg vilde sige: Grundværdier), at det ikke er muligt at forene dem i et omspændende Begreb’). Og i den populære Literatur er Hengivelsen (Altruismen) gjort gældende ligesaa hensynsløst af LEO TOLSTOY som Selvhævdelsen af FRIEDRICH NIETZSCHE. Her have vi et Exempel paa en Strid mellem Grundværdier, der samtidigt trænge sig frem. Der vil sandsynligvis stedse i det virkelige Menneskeliv foregaa Svingninger mellem disse to modsatte Poler. I Slægten som Helhed have baade Selvhævdelsen og Hengivelsen deres Funktion at udøve, Men Vurderingen af den enkelte Svingning i den ene eller den anden Retning vil stedse bero paa, om den fører fremad i Retning af en Livsordning, indenfor hvilken hver enkelt Personlighed kan udvikle sig saa ejendommeligt og selvstændigt som muligt, saaledes at den netop derigennem yder den bedste Hjælp til Andres lige ejendommelige og selvstændige Udvikling. Hos de enkelte Individer ville Selvhævdelsen og Hengivelsen staa i højst forskelligt Forhold til hinanden, og den Harmoni mellem begge, hvori efter min Opfattelse Retfærdigheden bestaar, vil derfor fremtræde med højst forskellig Klangfarve hos de Forskellige og til de forskellige Tider. Men ogsaa det hører med til Livets Rigdom — og til dets Kontinuitet. Nuancernes Mangfoldighed betinger Sammenhængen og gør den forskellig fra død Ensformighed, der hverken fra et etisk Synspunkt eller fra noget andet Synspunkt har nogen Værdi. : 4. En anden Vanskelighed, der hænger sammen med Diskontinuiteten, opstaar derved, at de Slutninger, der under visse Forhold drages af en Grundværdi, skulle anvendes paa Zudivider,