89 41) (S. 45). RICH. AVENARIUS: Kritik der reinen Erfahrung. II. p. 382— 339. — ERNST MACH: Zur Analyse der Empfindungen’. p. 168: „Die Thatsache der Nichtumkehrbarkeit der Zeit reducirt sich darauf, dass die Werthänderungen der physikalischen Grössen in einem bestimmten Sinne stattfinden. Von den beiden analytischen Möglichkeiten ist nur die eine wirklich. Ein metaphysisches Problem brauchen wir hierin nicht zu sehen.“ — Smlgn. om disse Theorier HEINRICH GRÜNBAUM: Zur Kritik der modernen Causalanschanungen (Archiv für systematische Philosophie. 1899. p. 392—409). 423) (S 46). BOSANQUET indrømmer da ogsaa dette: At any given moment we have no choice but to say that the future is conditioned by the past,... effect by cause. ZogieI. p. 272. 43) (S. 47). Se Det psykologiske Grundlag for logiske Domme. p. 46—50. 41) (S. 48). JEVONS: Principles of Science. 2. ed. London 1877. p. 43. (Allerede DE MORGAN har, som Jevons bemærker, udtalt, at vi sædvanligvis tænke og argumentere indenfor en begrænset Verden eller Sfære af Begreber, selv naar det ikke udtrykkeligt erklæres.) — Smlgn. min Formel! Logik 3 § 16 og § 22. 3) (S. 48). FRANCIS BRADLEY har klart set Modsigelsen mellem Tiden og „det Absolute“, naar han erklærer: If time is not unreal, I admit that our Absolute is a delusion (App. and Reality: p. 206). (The Absolute has no seasons. ib. p. 500). — Kritiken af og Reaktionen mod en spekulativ Retning støtter sig derfor ogsaa ofte til Tidens Realitet som et Hovedargument. Smlgn. C. H. WEISSE’S og S. KIERKEGAARDS Forhold til Hegel. (Den nyere Filosofis Historie. II. p. 243; 261 £.) I sit skarpsindige Skrift 7Tidsexistensens Apologi. Et stycke relationsteori (Upsala 1888) har PONTUS WIKNER forsøgt at rokke ved det Enten-Eller, der her frembyder sig. Han vil vise, at den højeste Fuldkommenhed kun kan naas ved successiv Udfoldelse af Kvaliteter, der som samtidige vilde udelukke hverandre. Men den Begrænsning, der ligger i selve Successionen, ophæves derved ikke! 48) (S. 50). Se min Afhandling Kontinuiteten i Kants filosofiske Udviklingsgang. p. 26—835. 47) (S. 51). Smlgn. Det psykologiske Grundlag for logiske Domme. p.39 f; 46 f, og (for religiøse Dommes Vedkommende) Religionsfilosofi. p. 67—71. 38) (S. 51). Se min Afhandling Filosofien og Livet. (Tilskueren 1901). p. 34. — Om det Imaginære i erkendelsesteoretisk Betydning smlgn. WUNDT: System der Philosophie. p. 195—199. 9) (S. 54). Smlgn. herom min Religionsfilosofi. p. 51—65. — I det er- kendelsesteoretiske Afsnit af Religionsfilosofien har jeg i det Hele allerede fremsat min Opfattelse af Tilværelsesproblemet og dets Behandling. 50) (S. 56). GOETHE: Farbenlehre $ 124; 175—177. Smlgn. Gespräche mit Eckermann. 18. Febr. 1829; 21. Decbr. 1831. — Goethe anvendte ikke dette Begreb blot paa Farvelærens Omraade, ogsaa ved Magnetismen og i Botaniken. Se Sprüche in Prosa. (Ueber Naturwissenschaft) og Gespr. mit Eckermann. 27. Januar 1830. — HEGEL var (som det ses af Goethes Nachträge zur Farbenleħre) meget begejstret over Begrebet Urfænomen, saaledes som Goethe havde opstillet det. 51) (S. 58). Se mine Mindre Arbejder. p. 180—194. — Om Schopenhauer og Lange se Den nyere Filosofis Historie. II. p. 198 f; 501 f. 52) (S. 64). Se Den nyere Filosofis Historie. II. p. 165 f. — Det er karakteristisk, at de engelske Tænkere, som i den nyeste Tid have arbejdet med 12