Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Hovedformer af Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HOVEDFORMER AF HUMOR 83
sjæl, der ser ud gennem matte gråa Øjne og udtaler sig gennem
en Røst af ganske sædvanlig Klang." Man kan paa sin Vej møde
Mennesker af denne Type, men benytter altfor sjelden Lejlig
heden til at lære dem nærmere at kende. En af Bipersonerne i
Fru Gyllembourg’s «To Tidsaldre" er et smukt Exempel. Det
hedder her om Skipperenken Madam Lyng: «Hun havde gaaet
Meget igennem i Livet og var et af de aldrig noksom paaskøn
nede Mennesker, hos hvem Hjertets Godhed og Blødhed træde
istedetfor Opdragelse og Dannelse, og hvem Erindringen om de
egne Lidelser og Forurettelser lærer Finhed i Omgang tiltrods
for enhver udvortes Stilling i Livet." — Denne Karakteristik
indeholder væsentlige Betingelser for Humor, selv om denne
Egenskab ikke direkte tillægges den brave Kone. Det er især
«Finheden", der maa lægges Mærke til. Den er Evne til at stille
sig hensynsfuldt og forstaaende overfor, hvad Livet medfører,
uden at de ydre Forskelle, det frembyder, formåa at imponere.
Mangt og Meget kan her tåges med et Smil, som hos den Uprø
vede vilde vække Uro, Smerte eller Haan. Sorgen har havt en
saa at sige vaccinerende Kraft. Derved kunde den jevne Kone
være saa Meget fra Novellens ulykkelige Heltinde og tåge hen
des Skæbne i sin Haand. Hvis hun ikke i Virkeligheden har væ
ret Humorist, saa har det været, fordi hendes Sindelag først og
fremmest afsatte sig i Handling (se Kap. VII), ikke forgrenede
sig i Stemninger. —
Vemod og Længsel kunne ikke blot føre til, at ydre Begiven
heder og Andres Adfærd tåges med Humor, men ogsaa vore egne
Fejl kunne vi tåge paa samme Maade, især naar vi kunne se
dem som vore Dyders Fejl, som Led eller Dele af vor egen Per
sonlighed. Naar der saa fra Andres Side rettes Angreb, ville vi maaske
(som Viggo Stuckenberg i «Bekendelse", overfor en Vens Om
vendelsesforsøg) hævde vore Synders positive Værdi, fordi vi
uden dem ikke vilde være, hvad vi ere. Derfor behøve vi ikke
at undervurdere Angerens Skærsild. Vor Personlighed, som den
nu er, med dens Vemod og dens Længsel, har vel netop gennem
gaaet denne Skærsild; men i Erindringen fortoner den enkelte
Handling sig som Led i hele Personlighedens Udvikling, maaske
endog som en felix culpa, og i Længselen fremad er der ikke
6»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
