Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Tragik og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
TRAGIK OG HUMOR
ningen mellem den uendelige Fordring og den menneskelige En
delighed udspringer en Lidelse, der ikke kan harmoniseres. I
Kristendommen — vel at mærke, den oprindelige Kristendom,
Urkristendommen — føres hele Livet med Henblik paa det Hin
sidige, eller rettere paa det eneste Sted i Tiden og i Rummet, hvor
det Guddommelige er fremtraadt. Der gives ifølge Urkristendom
men kun én Værdi, den, der blev sat ind i Verden med Gud
mennesket. Alt Andet er værdiforladt eller værdifjendsk. Urkri
stendommen er en Sørgemarsch. For den sande Kristen er Livet
Lidelse, en Lidelse, der ikke blot som i al Religiøsitet fremkaldes
ved Gudsforestillingens absolute Krav, men derved, at der kun
findes Værdi paa et eneste Punkt i Tilværelsen, medens alt Andet
ligger i Mørke.
Jeg gaar her ikke nærmere ind paa, om Kierkegaard har Ret i
denne Karakteristik af Urkristendommen. Jeg skal blot gentage,
hvad jeg flere Steder har udtalt (i min Bog om Kierkegaard og i
min Religionsfilosofi), at Urkristendommen ikke var en Sørge
marsch, men en Sejrsmarsch, idet Sindet var helt opfyldt af For
ventningen om Kristi nære Genkomst, den egentlige Stiftelse af
«Himmeriges Rige". Da i Modsætning til denne store, levende
Forventning alt Andet maatte blegne, alle andre Interesser og
Opgaver forsvinde, kan Lidelsen ikke, som Kierkegaard mente,
have været raadende. Overfor de store Billeder, i hvilke Forvent
ningen fandt Udtryk, kunde end ikke Smerten ved Løsrivelse fra
de jordiske og menneskelige Forhold gøre sig gældende. —
Den Tragedie, Kristendommen ifølge Kierkegaard var, overgik
for ham langt Alt, hvad selv den største Tragiker kunde digte.
«O min Ven," siger han («Sygdommen til Døden". Skrifter XI,
p. 236 f.), «hvad har dv vel forsøgt i Livet? Anstreng din Hjerne,
riv enhver Bedækning tilside og blot Følelsernes Indvolde i dit
Bryst, sløjf enhver Befæstning, som adskiller dig fra den, om
hvem du læser, — og læs saa Shakespeare, og du skal gyse for
Kollisioner. Men de egentlige religiøse Kollisioner synes selv
Shakespeare at have gyst tilbage fra. Maaske lade de sig ogsaa
kun udtrykke i Gudernes Sprog." —
Naar Kierkegaard kalder det religiøse Stade, saaledes som han
opfatter det, tragisk, saa er det en Tragik, som det efter hans Op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
