Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
sagaerne som sagt blit besat av billedet av et slikt
gilde, — midtpunktet for de endnu taakete
skikkelser som efterhaanden begyndte at ta form i ham;
men eftersom han kom videre i formningen, blev
han sig bevisst at sagastemninger og hans
personlige stemninger i disse dage ikke faldt sammen. —
Ibsen var dengang forelsket; de grumme
sagakvinder og de haarde mænd som kjæmpet om
dem, hadde ganske vist i sin steile storhet en
sterk tiltrækningskraft for ham, men ikke akkurat
nu. Nu var det bløtere stemninger som
gjennem-bølget ham, sagaen var ham for grum, for knap
og for litet lyrisk; han trængte at utfolde sig, det
var melodi og velklang og romantik han trængte
for at faa utløst de stemninger som nu
behersket ham, og dertil var sagaens granit ikke høvelig.
Ogsaa denne gang fik han hjælp utenfra, —
fra litteraturen; likesom det var N. M. Petersens
oversættelse av ættesagaerne som førte ham til
den islandske familjetragedie, saaledes var det
Landstads Norske folkeviser (1853) som foreløbig
hjalp ham bort fra sagaen og ind i det lyriske
drama. Hos Landstad fandt han hvad han nu
trængte: melodi, lyrik, latent erotik. Han hadde
jo ogsaa før været henne i folkevisen, — i
«Sankt-Hansnatten », som jeg tidligere har pekt paa, og i
«Fru Inger til Østraat» hvor der hist og her
klunkes paa folkevisestrenger. Men det hadde bare
været streifvis og periferisk; nu strømmet fra
Landstads rike samling en hel flom av
middelalderske billeder og stemninger indover hans sjæl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
