Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
like glad over den maate hvorpaa han gjorde
det, kan vei være tvilsomt nok. Da han 27 aar
efter oplevelsen med taknemmelighet mindtes den
hjælp Bjørnson gav ham i 1856, er det i følgende
ord: «— — Dagen efter den første opførelse skrev
Bjørnson i «Morgenbladet» en varm, elskværdig,
ungdommelig opsats derom. Egentlig var det ikke
nogen anmeldelse eller kritik; det var snarere
en stemningsrig fri fantasi, digterisk improviseret
over stykket og forestillingen.» Han sier altsaa
ingenting om at han i Bjørnson hadde fundet
den mand som hadde forstaat ham eller git ham
den dom som han i sit stille sind hadde haabet paa.
Tar vi Bjørnsons artikler for os, saa indeholder
de adskillig som nu maa forbause os, og som,
fraset den varme anerkjendelse som overalt er
tilstede, ikke kunde andet end mishage Ibsen.
Hvad Bjørnsons første artikkel gaar ut paa, er at
vi i forfatteren av «Gildet paa Solhaug» ikke har
en dramatiker for os; det er en ren lyriker som
er kommet ind paa scenen for at fortrylle os med
sine sange. Anden hensigt har han ikke.
«Gildet paa Solhaug», heter det, «har næsten
alt at undlade for at bli dramatisk, en herlighed
af lyrik at slaa ihjel. Man føler godt at det vil
Ibsen aldrig gjøre. Han mærker paa hvad grund
han staar, han kjærer sig lidet om at kaldes en
god dramatiker, thi kulisser og tableauer lamper
og musik — et feslot for alle sine sagn og sange
er alt hvad han søker i scenen — —.»
Bjørnson gjengir derefter eller fantaserer over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
