Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
for landet og hen i .det store hav paa ligesaa
mange smaaøer som der er stof, — her ligger
kjæmpevisesproget, der sagasproget, atter der
overgangssproget. Eller staar vi endnu midt
i romantikens vildfarelse? — Hvad er
ogsaa dette at gaa ned i en historisk tid (her
fabeltid) biot for at male den? Som en
skole-gut.
Dette stykke bevæger mig mere end noget til
at udgive Halte-Hulda straks.»
Denne lange utvikling er ikke paa alle punkter
akkurat vandklar, men der er andre steder i
Bjørnsons breve som supplerer og gjør det ganske
tydelig hvad han mener.
I mars 1859 skriver han fra Bergen (atter til
Clemens Petersen): «Ibsens Hærmændene har
jeg engang forsvaret. Det var, da det danske
theater i Kristiania forkastede stykket og var feig
nok til at sige, det var, fordi stykket ikke vilde
trække hus, det var ikke dramatisk. — —
Da slog jeg i bordet og sagde, at dette stykke var
ganske overordentlig dramatisk, som sandt er;
endvidere at det som udskrift af sagaen har en
ganske særlig interesse paa scenen. Mangengang
senere er disse mine ytringer blevne forvekslede
med gunstige om indholdet som digt
betragtet. Derom har jeg aldrig offentlig tait. —
–Lykke har stykket ikke gjort, skjønt det
ogsaa paa frastand kan tage sig ud. Ibsen staar i «det
norske theater» i en klik af venner, som det
norske theaters publikum egentlig er. Hele denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
