Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
sig i folkevisen som n u klang ganske anderledes
sammen med hans stemningsliv, — og
Hærmændene forvandlet sig foreløbig til Gildet paa
Solhaug. —
Det kan da synes noksaa upaakrævet naar
Bjørnson «haaber engang at faa ham ind til sig
selv». Paa denne vei ind til sig selv hadde Ibsen
været i alt sit arbeide, og det er vei overhodet
tvilsomt, om nogen anden kunde være ham til
hjælp i saa henseende. Dette indsaa iøvrig
Bjørnson stundom selv og uttaler det senere; han
skriver i juli 1866: «Nu ved jeg ikke om det er
rigtig, at den ene digter forsøger indflydelse, saa
direkte, paa den anden. Thi de have vistnok
samme feil som skuespillere, at de ville indgive
andre det, som de selv have gjort. Men i en
slags følelse heraf har jeg heller aldrig gjort andet
end løse antydninger; saadanne kunne komme med
hjælp i ens egne overlægninger.»
Disse vise ord kunde Bjørnson med sin
propagandanatur imidlertid ingenlunde altidTeve efter;
hans breve til Ibsen indeholder paa flere steder
noksaa paatrængende raad, som er meget mere end
løse antydninger, og som noksaa uforstandig gaar ut
paa at faa Ibsen til at vandre paa Bjørnsons veier.
Ibsen kunde naturligvis ikke bruke vennens
raad og trængte dem heller ikke, han hugget sig
paa egen haand for hvert arbeide dypere ind til
^ - - - - «ri i ■ . .
sit eget, og Hærmændene danner ingen undtagelse;
tvertimot.
Der var i sagastoffet mange elementer som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
