Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
litt tørre Fjeldbo, den brautende parvenu Monsen,
den simple madam Rundholmen lægger sine ord.
Stykket blev baade i Norge og Danmark
opfattet som et politisk indlæg til konservatismens
gunst; de gamle som forresten fandt komedien
lovlig «upoetisk», var dog inderlig fornøiet over
at det gik ut over liberalismen, de unge følte sig
derimot dypt krænket over at forfatteren
«besudlede den sande ungdom med forbrydelsens og
forhaanelsens skam», som Bjørnsons danske ven
Weilbach skrev. I Kristiania reiste der sig
omkring dramaet heftige kampe som kulminerte i
voldsomme pipekonserter og motdemonstrationer.
Man opfattet stykket som et nøkledrama og søkte
efter de levende modeller; det var da naturligvis
fremfor alt Stensgaard det gjaldt, og man pekte
paa Bjørnson eller Johan Sverdrup eller begge.
Bjørnson følte sig dypt krænket og betegnet i sit
digt til Sverdrup Ibsens drama som «et snigmord»,
og endnu 12 aar senere har han ikke glemt det.
«Det var ikke det», skriver han i «Dagbladet» i
1881, «jeg kaldte snigmord, at hjemlige forholde
og kjendte personligheder karakteriseredes. Det
var, at «De Unges Forbund» søgte at gjøre vort
unge frihedsparti til en flok ærgjerrige spekulanter,
hvis fædrelandskærlighed kunde bæres bort med
deres fraseologi; og især at fremtrædende mænd først
gjordes gjenkjendelige og saa flk falske hjærter og
sjofle karakterer indsatte, og uægte forbund
paaklistrede.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
