Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
mos: «Livet eller løgnen!» Og han griper
offerkniven for med dyrets blod at avvaske daabens
vand. — Nu kan han gaa mot tyrannen, —
herrens salvede.
Dette er nogen hovedlinjer i «Cæsars frafald».
Sommeren 1874 sat J. P. Jacobsen syk og
ensom i Thisted, skrev paa Marie Grubbe og
læste hvad han kom over og fandt tid til. Han
gav sig ogsaa ikast med Ibsens nye drama; han
var ikke meget henrykt; da han var kommet
igjennem Cæsars frafald, skrev han til Edv.
Brandes: «Jeg læste Ibsens «Keiser og Galilæer», 1ste
del igaar. Hvad dialogen angaar, kan man ikke
sige noget andet om den, end man har sagt om
andre daarlige danske dramaer. Der er ingen
fart i stykket; det er koldt, personerne er uden
personlighet, det er levende og ledende artikler
om de forskjellige partiers og standpunkters
anskuelser. Helena er slet ingenting, Julian er alt
muligt, en ung norsk-tysk mand der har læst sin
Søren Kierkegaard, og som ved given leilighet
faar et stænk af Hamlet, af Manfred og af
Antonius i «Julius Cæsar». Det er det mindst
Ibsenske, Ibsen har gjort endnu. Han kan slet ikke
undvære rimet og rytmen; han kommer til at tale
altfor fladt i prosa, og det han har lært af andre,
bliver slet ikke omsmeltet ved en saa svag ild,
som den han bruger til at forme sin prosa ved.
Der er noget af den død, der er hos Hauch i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
