Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
Ibsens Julian. Rimeligvis er denne bedømmelse
uretfærdig, da karaktererne vei først faar form og
fasthed i anden del; men det er altid en feil, at
Hekebolios og Libanios ikke gjøres til de ypperste
i hver sin retning, de skulde ikke være bedragere
og hofkryb, det nedsætter jo hele Julians betydning
og gjør ham til en mærkelig lille figur i trekløveret:
Kain, Judas og Julian.»
Det er umaken værd at dvæle litt ved disse
Jacobsens bemerkninger. Han har sikkert i det
væsentlige ret, naar han fastslaar at Keiser og
Galilæer er «det mindst Ibsenske, Ibsen har gjort
endnu»; man maa huske paa at Jacobsen i 1874 ikke
kunde vite noget om Kjæmpe hø i en, St.-H a
ns-natten, Olaf Liljekrans og de øvrige mindre
skolearbeider som nu foreligger for os i
Efterladte Skrifter; det er vei ogsaa rigtig, naar
han begrunder sin paastand med at dramaet er
smeltet ved en altfor svak ild; derimot er det
sikkert aldeles urigtig, naar han anvender dette
ensidig paa det formelle, det er sandt at prosaen
i Keiser og Galilæer ofte er flat, det er sandt (med
modifikation) «at der ingen fart er i stykket, at
det er koldt» ; men grunden hertil et ingenlunde
at Ibsen «slet ikke kan undvære rimet og rytmen».
Edm. Gosse hadde følt noget lignende da han i
sin anmeldelse av dramaet sa at det burde ha
været skrevet paa vers; men Ibsen svarte Gosse
at det var med plan og fuldt overlæg at han hadde
valgt prosaen, han viste jo i sine senere dramaer
et enestaaende mesterskap i prosadialogen og hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
