Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
og kanske aldrig opgav. Saa sent som i 1887
dukker ordet op igjen i en skaaltale ved en fest
i Stockholm: «Man har ved forskjellige
anledninger sagt om mig, at jeg er pessimist. Og det er
jeg ogsaa, forsaavidt som jeg ikke tror paa de
menneskelige idealers evighed. Men jeg er ogsaa
optimist, forsaavidt som jeg fuldt og fast tror paa
idealernes forplantningsevne og paa deres
udvik-lingsdygtighed. Nærmere og mere bestemt tror
jeg, at vor tids idealer, idet de gaar tilgrunde,
tenderer imod det, jeg i mit drama «Keiser og
Galilæer» har antydet ved betegnelsen det tredje
rige. Tillad mig derfor at tømme et glas for det
vordende — det kommende.»
Blev man ikke klok av Maximos, saa skal man
ikke bli klokere av dette. «En skaal for det
vordende, — det kommende!» Det gir i det høieste
en anelse — ikke noget bestemt indhold. Som
positiv livsanskuelse er det noksaa tomt.
Men netop dette er karakteristisk for Ibsen;
han er klar og energisk i det negative, — men
vag, ubestemt og flytende i det positive. Det
tredje rike betyr for ham, ikke saa meget indhold
i det vordende, som død og ødelæggelse over det
værende. Tiden er raatten, — der maa komme
noget nyt; — hvad han venter paa med spænding,
er især syndfloden, landingen paa Ararats bjerg
har han mindre interesse av, mere ubestemte
forestillinger om. Længe hadde han gaat og længtet
efter den rensende ødelæggelse hvorav en ny
verden skulde opstaa, — forsaavidt kunde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
