Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
Dette at motgangen — sorgen og smerten —
lutrer sjælen er en tanke som vi gang paa gang
har møtt hos Ibsen, baade i hans breve og i hans
verker. Selv hadde han gjennem hele sin ungdom
bittert faat føie hvad det vilde si at ha vinden
uophørlig imot sig, det var ingen frase, naar han
talte om motgangens evne til at hærde. Falk maa
gi avkald paa det som er hans dyreste eie for at
kunne stige mot de høider han higer imot. Da
Ibsen hadde sin bitre skuffelse i 1864, saa er det
ikke Danmark han opgir, Danmark som har lidt
det blodige nederlag, men Norge «som staar paa
fredlyst grund i kraft af løftets fagre ord». Brand
stiger høiere og høiere gjennem lidelse og
forsagelse ; evig eies kun det tapte. Peer Gynt gaar
den motsatte vei, fordi han ikke har nogen sjæl som
kan sørge. — I februar 1871 tænkte han om det
slagne Frankrike, ganske som han i 1864 hadde tænkt
om det sønderknuste Danmark:. «Sagen er, at mit
sind befinder sig i ligevegt, fordi jeg anser
Frankrigs nuværende ulykke for den største lykke, som
kunde times denne nation.» Ulykken er veien til
lykken, tvang og forfølgelse skaper frihet. «Kære
ven, liberalismen er frihedens værste fiende.
Under absolutismen trives aandsfriheden bedst; det
viste sig i Frankrige, senere i Tyskland, nu i
Rusland.» (V6 73.) — I en samtale med Brandes
behager han sig i sterke ord til Ruslands berømmelse,
fordi det despotiske regimente fyldte fængslerne
med glødende sjæle, for al den frihet som
umiddelbart fødtes av knutens herredømme. Da Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
