Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
i 1872 sendte hjem sit berømte digt til
tusenaars-festen, var det med tak for landflygtigheten, med
tak for al den lidelse hans folk saa rikelig hadde
skjænket ham,
den sunde, bitre styrkedrik, hvoraf
som digter jeg paa randen af min grav
tog kraft til kamp i døgnets brudte straaler
Som næsten ved alle sine verker, saaledes
hævder Ibsen ogsaa likeoverfor «Keiser og Galilæer»
at det indeholder megen personlig gjennemlevelse,
at han ogsaa her har drevet «selvanatomi»; vi
faar ikke vite hvori det bestaar, men senere gir
han os dog for et enkelt punkts vedkommende
et vink. — Aaret efterat det store drama var
utkommet, var Ibsen i Kristiania, og her holdt han
en tale for studenterne (sept. 1874), hvor han, rørt
over deres begeistrede mottagelse, slutter saaledes:
«Og nu, mine kjære landsmænd, et par ord, som
ogsaa hænger sammen med noget gjennemlevet.
Naar keiser Julian staar ved enden af sin bane,
og alt styrter sammen om ham, da er der intet,
som nedslaar hans sind saa dybt som den tanke,
at alt hvad han vandt, var det: at erindres med
agtelsesfuld anerkendelse af klare og kolde
hoveder, medens hans modstander sad rig paa
kærlighed i varme, levende menneskehjerter. Dette
træk er gennemlevet; det har sin oprindelse fra
et spørgsmaal, som jeg undertiden har fremsat for
mig selv dernede i ensomheden.» Ibsen længtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
