Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
som Julian efter at føie varme hjerter slaa sig
imøte, han hadde øieblikke hvor han følte sin
fornemme isolation som en lidelse; nu strakte han
sine armer ut i taknemmelighet for den varme som
steg op til ham fra de unge studenter.–
Det gjennemlevede indskrænker sig imidlertid
sikkert ikke til dette forholdsvis periferiske i dramaet;
det gaar nok dypere, men her har Ibsen ikke latt
sig forlyde med noget, det var jo i regelen hans
art. Gjennemlevelsen gjælder vistnok først og
fremst det centrale i dramaet, selve kampen
mellem keiser og galilæer, -*– ikke den kamp som
Julian paa keisertronen med blod og ild førte mot
de kristne menigheter, men den indre strid, den
strid som uophørlig raset mellem keiseren og
galilæeren i hans eget hjerte. Denne kamp, tror
jeg, først har foregaat i Ibsens egen sjæl, her er
vi ved det egentlige, det inderste, hvor der for
alvor er tale om selvanatomi.
Den unge danske litteraturhistoriker Kehler
har i en ypperlig avhandling opstillet de
forskjellige problemer som beskjæftiger. Ibsen i hans
ver-ker. I denne opstilling savner jeg ett: det
religiøse problem. Kehler har kun et avsnit som
han kalder statskirken, og synes at mene
at det egentlig religiøse problem ikke eksisterte
for Ibsen; hvad der udelukkende interesserte ham,
var forholdet mellem ståt og kirke; —under
indflydelse av Kierkegaard hadde han med lidenskap
forkastet menighetskristendommen,
massekristendommen, det eneste som hadde værdi for ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
