Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
ulykkelige søns uskyldige rygmarg; men i Ibsens
følgende drama skulde slegtsarven og
slegtsansva-ret bli det centrale eller ialfald noget av det
centrale.
Allerede titelen paa det nye drama —
Gengangere — er en digterisk, suggestiv,
fantasi-vækkende omskrivning paa arvelighet. Der ligger
i ordet noget ildevarslende, en uhyggestemning
som vi like fra Ibsens barndom har lært at kjende
som et fremtrædende element i hans sjæls farve.
Og den uhygge titelen anslaar og forbereder os
paa, den stiger og stiger fremover i tragedien og
fylder os med rædsel. Slegtsarvens følger
fremstilles gjennem et tilfælde som ikke kan tænkes
grufuldere; digteren sparer os ikke, skridt for
skridt lar han os pinefuldt gjennemleve den
uhyggelige sygdom som lammer og fornedrer og
tilslut berøver den ulykkelige patient forstandens
lys; uhyggen potenseres ved at sygdommen er
hemmelig, une maladie s e c r é te, som alle
kjender, men ingen nævner, et snigende spøkelse som
konveniensløgnen feigt vender sig bort fra, men som
den dristige digter tvinger tilskueren til at stirre
ind i det grinende dødningefjæs. Dermatologer
og psykiatrikere har kritiseret Ibsens
sygdomsbillede og med fagmæssig kyndighet paavist at det
er urigtig og umulig; og det kan saamen let hænde
at de har ret, men det kan være noksaa
likegyldig; en kunstner maa forkorte og pointere,
forstørre eller formindske, en dramatiker mere end
nogen anden; hvad det kommer an paa, er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
