Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
delsen ; den fylder mig. Hver eftermiddag, naar
jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen,
hvor jeg kan gruble i ro. Men man maa bare
ikke jage paa mig; for det nytter ikke til
noget — —.»
I sin tankeløse egoisme er Hjalmar totalt
blottet for enhver ansvarsfølelse; Hedvig hadde svake
øine og taalte ikke at pensle paa fotografierne;
allikevel lar han hende gjøre det for at slippe
selv. «Men ikke fordærv øinene ! Hører du det?
Jeg vil ikke ha noget ansvar; du maa selv ta
ansvaret paa dig, — det siger jeg dig.» — Slik
gaar han og forkjæler sig fra morgen til kveld og
har lært de andre op til at forkjæle ham, til at
fjerne hver sten fra hans vei. «Nej, kære snille
Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift;
jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
hjem snakker man aldrig til mig om uhyggelige
ting.» — Hans evne til at omdigte virkeligheten i
sin egen favør, svigter ham aldrig; hvad der er
usselhet hos andre, blir til heltemod hos ham
selv: Pistolen derhenne, du, den har spillet
en rolle i den ekdalske slægts historie. — — Da
dommen var afsagt, og han (o: faren) skulde
sættes fast, da havde han pistolen i sin haand.
Gregers: Havde han! Hjalmar: Ja, men han
turde ikke. Han var feig. Saa forkommet, saa
ruineret paa sjælen var han allerede dengang.
Kan du begribe det? Han, en militær; han, som
havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra
to oberstløitnanter. — — Kan du begribe det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
