Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Selv den store opfindelse kan ikke længere gi
ham nogen trøst, Gregers har tat troen fra ham.
«Herregud, hvad vil du egentlig jeg skal opfinde?
De andre har jo opfundet det meste i forveien.
Det blir vanskeligere dag for dag —.»
Egentlig skjønner han ikke et muk av alt det
Gregers præker om det sande egteskap, men han
er altfor falden for frasen til ikke at gaa med paa
det, og Gregers er altfor hardt efter ham til at
han faar slippe unna. Han misunder av et
oprigtig hjerte den gamle libertiner grosserer Werle
som Ibsen med underfundig ironi lar være den
eneste som indløser den ideale fordring. Det
egteskap som han og fru Sørby er ifærd med at
indgaa, er jo virkelig paa en maate det sande
egteskap, slik som Gregers forlanger det, de to gamle
syndere har ingen hemmeligheter for hverandre,
de lægger kortene paa bordet og skjuler intet av
sin skimlede fortid for hverandre, her kan det
vanskelig tænkes at senere avsløringer skal træde
forstyrrende ind. Det var jo grosserer Werle
som hadde voldt al Hjalmars uforskyldte ulykke,
saa det er ikke at undres paa at han blir ærgerlig.
Hjalm ar
—–Jeg synes, det er noget saa oprørende at tænke
sig, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som realiserer
det sande ægteskab.
Gr egers
Nej, men hvor kan du da sige sligt!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
