Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
maatte kunne have formuleret sine anker mod
Georg Brandes paa en saadan maade, at ikke deraf
nødvendigvis maatte opstaa et brud mellem de
to mangeaarige venner».
Men paa den anden side tar han heller ikke
parti for naturalisterne, og han har egentlig ingen
ting imot den litterære borgerkrig. Tvertimot.
«Jeg for mit vedkommende kan forøvrigt ikke se
nogen ulykke deri, om det litterære venstre skulde
blive sprængt. Jeg tror, at disse mange højt
begavede forfattere er bedst tjent med at arbejde
hver for sig uden at skotte til siden efter et fælles
program.»
Skjønt disse ord er ibsenske nok, saaledes som
vi overalt har fundet ham, saa vilde han dog neppe
ha uttrykt sig paa denne maate nogen aar tidligere,
da han endnu var helt betat av det nye
virkelig-hetsevangelium. Men han befinder sig for
øieblikket i en overgang; den rene realisme strækker
ikke helt til for de psykologiske grundboringer
han nu er ifærd med; han har bruk for nye veier.
Omkring ham begynder at røre sig nye luftninger
i den kustneriske atmosfære, tegn til reaktion mot
den altfor slaviske virkelighetsefterligning som av
kunstnerne begynder at føles som et utaalelig baand
paa deres fantasibevægelighet. Herav vokset frem
forsøk med nye uttryksmidler, og blandt dem den
saakaldte symbolisme. Der var noget i Ibsens
sjæl som svarte ja til disse nye bevægelser, og
naar han om «Vildanden» skrev, at
fremgangsmaaden her i forskjellige henseender er forskjellig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
