Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
Men finder de end, de brandlidte to,
det dyre, ildfaste smykke, —
aldrig hun finder sin brændte tro,
han aldrig sin brændte lykke.
Branden gav fru Solness et knæk som hun
aldrig forvandt; ilden hadde fortæret alt hvad hun
hadde hat kjært, alle de glade minder fra
fædrenehjemmet som hendes hjerte hang ved, de gamle
portrætterne, de gamle silkedragterne, alle smykkerne,
— og hendes dukker; og skrækken hin frygtelige
nat hadde gaat hende i melken og gjort hende
udygtig til at amme tvillingerne som laa ved
hendes bryst, saa de sygnet hen og døde, og aldrig
kunde hun faa barn efter dette. Siden gik hun
omkring stundesløs mellem ruinerne av sin tapte
fortid som hadde været hendes liv, og gjorde sin
pligt uten glæde; halvfjollet i sin fromhet, fandt i
sin religion et slags trøst for tapet av barnene,
men var og blev utrøstelig over de kjære dukker
som var gaat med i branden.
Saaledes hadde lykken forlatt Solness’s hjem.
Bygmesteren hadde det ikke bedre end sin hustru.
Han kunde ikke bli kvitt den evig pinende tanke
at det var ham som var den egentlige skyld for
ulykken; der hadde været en revne i skorstenen,
han hadde længe gaat og set paa den, men var
aldrig kommet sig til at gjøre noget ved den, og
han kunde ikke negte for sig selv at der hadde
luret en hemmelig lyst i hans sjæl, et ønske om
at den gamle «røverborg» skulde brænde ned og
gi ham den plads han trængte. — Jo mere han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
