Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
ikke Eyolf ha været født forgjæves og ikke tat
fra dem forgjæves heller. —
Allmers hadde ogsaa levet sit liv uten tanke
paa andre; Ritas ord vækker hans
menneskekjær-lighet. Kanske kunde han være med hende paa
dette og hjælpe hende. — Det vil bli en tung
arbeidsdag, — men saa vil der kanske en gang
imellem falde søndagsstilhed over dem, og de vil
fornemme aandernes besøk, — faa et glimt av
dem de har mistet. «Hvorhen skal vi se, Alfred?»
— «Opad.» — «Ja, ja — opad.» — «Opad — imod
tinderne. Mod stjernerne. Og imod den store
stilhed.» — Rita rækker ham haanden: «Tak!» —
I «Bygmester Solness» saa vi allerede svake
tegn til alderdom hos Ibsen, — i den paa enkelte
steder utenpaalagte symbolisme; — men her
forsvinder det dog stort set i straaleglansen av
Hildes skikkelse. I «Lille Eyolf» er det mere
fremtrædende, her er det ofte, som mesterens haand
famler, hans grep har ikke længere overalt den
sikkerhet som tidligere. Det mangler ikke paa ypperlige
træk, naturligvis; rottejomfruen er i sin fantastiske
uhygge i høieste grad stemningsskapende,
foruroligende, skjæbnesvangert forberedende, og navnlig
er billedet av lille Eyolf tegnet med nænsom haand,
uten overdrivelse, rørende i sin litt overmodne og
gammelkløgtige hjælpeløshet, staar ganske vist
ikke paa høide med billedet av Hedvig, — ogsaa et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
