Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
337
han har suget livet ind i sit verk; — og da hun
var utsuget, kastet han hende fra sig, hadde ikke
mere bruk for hende.
Men siden kom livet og hevnet sig; da
pro-duktionsjubelen ikke længere var ubetinget i ham;
da han nok endnu kunde skape kunstverker som
gav ham berømmelse og rigdom, men som han
ikke længere magtet at skjænke hele sin sjæl, —
da kom livet og hevnet sig. Fordi han hadde
be-gaat dødssynden, som Ella Rentheim kalder det,
den hemmelighetsfulde synd som bibelen taler
om, og for hvilken der ikke er tilgivelse. Da
han vaaknet, saa han med skræk, hvad det var
han hadde forsmaadd, og grep med heftig begjær
efter livet.
Men da var det for sent.
Den tragiske spænding mellem kunsten og livet,
— derom handler «Naar vi døde vaagner».
Ibsen fordeler retten og skylden næsten
ubetinget til fordel for livet, Irene er offeret, Rubek
er synderen: livet er uendelig meget mere værd
end billedet av livet.
Det er en stor uretfærdighet; ti det at skape
billeder av livet, er vei ogsaa liv, — kanske den
største og mægtigste og frugtbareste av alle
livsytringer.
Men Ibsen var en gammel mand; i
korstogs-jubelens dage vilde domsavsigelsen sikkert ha faldt
anderledes ut.
Naar de døde vaagner er skrevet under
dødsstemning, — sprunget ut av angstfornemmel-
22 — Gran : Henrik Ibsen. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
