Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
ser for at det snart er forbi. Den følelse av
tomhet som han altid hadde hat efter hvert fuldbragt
verk, var forbigaaende og ikke dyptgaaende, fordi
han visste at tomheten hurtig vilde bli fyldt.
Men denne gang var det bange anelser om
ut-tømthet som laa paa bunden og gjorde ham saa
pessimistisk i vurderingen av den kunstneriske
produktion.
Det var vei ogsaa slike følelser som gjorde
at han kaldte skuespillet «en dramatisk
epilog», skjønt det ikke var hans mening at det
skulde bli hans sidste ord, han mente kun at
det var en avslutning paa en serie av hans
dramaer, den som begyndte med «Bygmester
Solness». — Han haabet ialfald der skulde komme
mere, selv om han ikke længere følte sig saa
sikker. «Hvorvidt jeg kommer til at skrive noget
nyt drama,» skrev han til Prozor 1900, «vet jeg
endnu ikke, men hvis jeg fremdeles faar beholde
den aandelige og legemlige kraft, som jeg endnu
kan glæde mig ved, saa vilde jeg ikke i længden
kunne holde mig borte fra de gamle slagfelter.
Men i dette fald vilde jeg da komme til at møde
frem med nye vaaben og i ny udrustning.»
Dette gik dog ikke i opfyldelse, vi kom aldrig
mere til at se ham med nye vaaben og ny
utrustning. «Naar vi døde vaagner» blev hans
sidste, epilogen blev den virkelige epilog,
avslutningen paa hans vældige verk.
Efter denne tid gik det nedover med Ibsens
legemlige og efterhaanden ogsaa med hans aande-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
