Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian IV’s Ftidsel
25
var adspredt, og dog rugede Tanken haardnakket over eet. Alle
disse Afbrydelser, der ellers vilde have forstyrret ham, naar en
Tjener kom for at spörge, om han ønskede at spise, en anden
for at melde, at Postrytteren til København var færdig, det var
altsammen kun smertelige Paamindelser om det samme, at Tiden
gik og ubønhørligt nedbrød det, hvortil hans Haab endnu
klamrede sig.
Hos Dronningen saa det ikke lysere ud. Hun hvilede selv, et
Billed paa Smerter, i den højryggede, gammeldags Bænkestol,
halv bevidstløs, indtil Lidelserne paany skræmmede hende op.
Rundt om hende stod alle hendes Hjælpersker, hjælpeløse og
raadvilde, med sløve Træk og dog Feberglød i Øjet, Tegn paa,
at de havde gennemvaaget en Nat og været Vidne til Smerter,
men ikke til deres Udfald. Halv mekanisk udførte de deres
Gerning, rettede ved den syge og rakte, hvad hun bad om;
deres Bevægelser var trætte og dog mere end punktlige,
prægede af den Højtidelighed, hvormed man plejer en døende. Thi
dette ene lød tyst, men tydeligt fra alt derinde, fra den syges
Træk og fra alle hendes Omgivelser: Hun overlever det ikke.
Dagen sneg sig langsomt hen. Det blev Formiddag. Det blev
Middag. Peblingerne paa den anden Side Søen støjede som
sædvanligt, naar de som løsslupne Fanger stormede fra Skolen.
Slotsuhrets Viser pegede paa Tolv saa roligt som altid. Men
inde i Slottet maaltes Tiden med en anden Maalestok, dér blev
Minuterne Timer, Timerne en Evighed. Ingen af dem, der havde
Dronningen kær, nød noget eller deltog i Dagens vante Sysler,
hun var det Punkt, hvorhen alles Tanker alene var rettet. Men
lige langsomt og lige afmaalt drejede Viserne sig, sneg Tiden sig
hen. Tom paa Begivenhed spottede den dem, der haabede endnu,
og dem, der fortvivlet havde opgivet det. Taalmodighed indøves
i Slot saavel som i Hytte.
Klokken nærmede sig alt til Fire. Da kunde Dronningens
Moder ikke holde det længere ud derinde. Hun saa for godt, at
al deres Omhu, al deres Kunst intet formaaede. Som man i
Skibbrudet klamrer sig til det ringeste i Haab om Frelse,
saaledes satte hun nu sin Lid til, at en maaske kunde hjælpe, en,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
