Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223 Brevstilen i Danmark i det 16. Aarhundrede
øjensynligt stod hinanden fjærnt, tiltalte hinanden i Breve med
„kære Ven". Selv i Ansøgninger til Landets øverste Embedsmænd
nævnede underordnede disse uden videre blot med Fornavn og
kaldte dem „kære". Paa den anden Side iagttoges der endog i
de snævreste Forhold bestandig en Ærbødighed i Formen, som
lyder os fremmed. Naar Christian den Fjerde f. Eks. skrev til
sin Moder, kaldte han hende ikke „Moder", men anvendte stadig
den mellem Fyrster brugelige Tiltale „Eders Kærlighed". I de
Breve, han som Barn sendte til sin yngre Broder og
Legekammerat Ulrik, kalder han gerne denne: „Kære Hertug Ulrik,
allerkæreste Hr. Broder" o. s. v.
En Ejendommelighed ved Indholdet af Datidens Breve, som
imidlertid falder langt mere i Øjnene, er deres brede
Begyndelses- og Slutnings-Form. Vi kan begynde et Brev med „Kære
Ven" og derpaa straks gaa til Sagen. I det 16de Aarhundrede
var saadant en Umulighed. Den Gang krævede god Tone, at
man først en tre fire Linjer igennem satte sin egen og Læserens
Taalmodighed paa Prøve ved Anvendelsen af en staaende
Velsignelse og Tak for tidligere viste Venskabstegn, Bevidnelser,
der ved deres ensformige Karakter let tabte al Betydning, og i
Skrivelser mellem Uvenner og ubekendte tog sig ligefrem
latterlige ud.
Det gik vel ogsaa Datidens Læser som Nutidens, der har
erhvervet sig Øvelse i at omgaas hine Breve, at han efter bedste
Evne straks lod Øjet hvile paa det Punkt, hvor Indledningen
var til Ende og det egentlige Brev begyndte. Indledningen lød
omtrent saaledes: „Min ganske venlige Hilsen nu og altid
forsendt med Vorherre!" „Kære N. N. synderlig gode Ven! Næst
min venlige Taksigelse for alt godt, hvilket igen at forskylde jeg
altid skal findes redebon." „Kære N. N. giver jeg Eder ganske
venligen at vide." . . . Dette var Grundstammen i Begyndelsen,
som dog efter den skrivendes Ejendommelighed kunde
under-gaa visse Ændringer. Navnlig var den Sætning: „hvilket igen at
forskylde jeg altid skal findes redebon" for fast og sluttet i sin
Form til, at den ikke skulde friste til Udtværing. Den udvides
derfor hyppigt f. Eks. til „hvilket jeg altid gerne vil forskylde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
