Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99 Sygdom stammer fra Legemets Vædsker
Og det lyse Syn er endelig paa Veje til at tage alt Fodfæste
fra Sygdommen i følgende Forklaring: Hvad er Sygdommens
Hovedkendetegn, Feberen, andet end selve Naturens Forsøg
paa at udskille „Ondet", blive det forstyrrende kvit? Feberheden,
det korte Aandedræt, den heftigt bankende Puls, det er jo
altsammen de synlige Udtryk for Naturens Travlhed med at faa
Kedlen bragt i Kog, og Ondet udskilt gennem Kogning.
Sygdom er selv Naturens Stræben imod Sundhed.
Ud fra Forudsætninger som disse maatte Lægens Hverv blive
det at komme „Naturen" til Hjælp. Naturen varjægeren, Lægen
kun en Klapper, der havde at hindre Ondet i at sætte sig fast
noget Sted eller at bryde den forkerte Vej ud og herved undgaa
Naturens fældende Skud. Lægens Opgave delte sig da altsaa i
de to: først afspærre, saa drive.
Afspærringen bestod i at afskære de to Veje, ad hvilke
Vædskerne hidtil havde faaet Tilførsel. Det var jo gennem Føde og
Luft. Den syge blev altsaa sat paa Sultekur. I modsat Fald
udsatte man sig nemlig for at nære Feberen i Stedet for den syge.
Kun den tyndest mulige Lædskedrik var i Sygdommens
Begyndelse tilladelig, al anden Næring forbudt. Samtidigt hermed
afspærredes den syge fra Luften, idet alle Vinduer og Døre i
Værelset, hvor han laa, omhyggeligt holdtes lukkede. Lod man ham
nemlig faa frisk Luft, udsatte man sig for det samme: „at nære
Feberen", da ingen jo vidste, om ikke netop denne Sygdom var
hidført gennem Luften. En Sygestue i det 16. Aarhundrede
krævede varm og ufornyet Luft. Denne Del af Kuren vilde
muligt have været den værste, hvis ikke Datidens Bygningsskik
her barmhjertigt havde ydet Hjælp. En Kamin var, hvad enten
den om Sommeren stod tom eller om Vinteren lyste med
brændende Favnestykker, altid en hensynsløs Luftfornyer.
Drivningen af Ondet var naturligvis den vanskeligste Del af
Lægens Virksomhed. Han skulde hindre det i at sætte sig fast,
og han skulde drive det den rette Vej. For at trække Ondet bort
fra Hoved og Indre anvendte man den gamle Regel, at det
modsatte fortrænger. Sjældnere synes man dog at have vovet sig til
at bruge Kulde mod Hede. Man foretrak at fremkalde endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
