Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Kirken og den nye Lægevidenskab 174
Forhold dette: Underst Teologi, saa, om man vil,
Naturkundskab og anden Kundskab, men øverst atter Teologi. Praktisk
tog dette sig saaledes ud: Ingen Læge kunde faa Lov til at
studere sit Fag ved Universitetet uden først og tillige at studere
Teologi. Ingen lægekyndig Professor ved Universitetet kunde
blive ved sit Særfag, thi disse vare nogle af de lavest lønnede,
hvorfra man efter Tur og i Aarenes Løb rykkede op til de
vellønnede og ansete teologiske Fag. Den enkelte studerendes,
hver enkelt Professors Liv var da som Universitetets Læreplan
og Embedsrække et og samme Mønster, hvor Naturvidenskabens
Uldtraad umærkeligt gled over i Oldtidssprogenes Silke og
Teologiens Guldtraad, alt et og samme kostelige Damaskesvæv,
tjenligt til Bispeskrud for Kirkens øverste Tjenere.
Ved dette simple Middel, denne tilsyneladende saa naturlige
Anordning, lykkedes det forholdsvis nemt Kirken og
Universitetet at tage Vejret fra enhver, der i ungdommeligt Overmod
drømte om at bane fri Naturkundskab Vej ind paa Vor Frue
Plads, den Stilling, der beherskede hele Landet. Midlet var
sikkert virkende. Thi naar der, istedenfor Vejledning til grundigt
Naturstudium, kun ydedes Lærere og Elever Lejlighed til et
mere eller mindre flygtigt Indblik i, hvad Oldtidens forgudede
Forfattere havde skrevet om Naturforhold, saa fjærnedes
herved lidt efter lidt den mandige Drift til Selvsyn og egen Erfaring.
Tilbage stod tilsidst en i aandelig Henseende blot lasket
Halvmand, hvis Triller i Kirkesangen maaske lød med en egen skær
Klang, skolet og uden Stemme i Overgang, men hvis hele
videnskabelige Indhold kun bestod i Evnen til at disputere, ikke om
de virkelige Naturforhold, men om hvad Oldtids Forfattere
havde ment herom. Flittigt slog Plejlerne i Universitetets Lo, en
Fryd for Kongemagten og den moderlige Teologi at høre paa.
Og op hvirvledes de kærneløse Avner i Disputatsernes endeløse
Dans. Ud stod de over hele Landet som Støvsky fra dets
aandelige Forraadskammer. Endnu ved den syges Dødsleje mødtes
Lægerne i det eneste, de ret havde lært, den ørkesløse Ordstrid.
Først over hundrede Aar efter, paa Moliéres og Holbergs Tid,
blottedes dette og prisgaves til den befriende Latter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
