Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrig
51
Spændt til en saadan Yderlighed maatte imidlertid den
politiske Centralisation delvis briste, give Plads for den religiøse.
Hele den sidste Halvdel af det 16. Aarhundrede var Frankrig
optaget af det gamle Spørgsmaal under en ny Form. Det var
Skuepladsen for en kirkelig Revolution. I Strømme af Blod
drøftedes Spørgsmaalet: Hvilken Centralisation er den mest
berettigede, den politiske eller den religiøse?
Det var Franskmanden Calvin, der fra Genf vakte
Revolutionen. Selve hans Maade at rejse Spørgsmaalet og hans Svar
derpaa var ægte fransk.
Kirken og Skolastiken havde jo søgt at klare den store Gaade,
om Grunden til Smerte, Sygdom, Død, kort sagt „det onde",
ved Hjælp af Læren om et oprindeligt Syndefald. Ved dette var
Mennesket gennem Arvesynden blevet ganske fordærvet og ufrit,
Nød og Død blevet Verdens Lod. Denne Lære forekom Calvin
utilfredsstillende, stridende mod Centralisationens Lov. Thi om
ellers nogetsteds maatte da Centralisationen helt være
gennemført i Guds Væsen og hans Forhold til sit Værk. Men delte var
umuligt, saafremt der gaves noget ondt, der frit kunde yde
Modstand, nogen Form for Opsætsighed, Djævelens eller
Menneskets, der uventet kunde danne Skranke for Fuldbyrdelsen af
Guds Vilje.
Det forholdt sig derfor heller ikke saaledes. Nej. Det onde
er ikke en uafhængig Modstand, men blot en af Gud selv virket
Bølgelinje i Verdensmønstret, et virkningsfuldt Vandfald i
Livsstrømmen. Det hører med til selve Guds Væsens-Udfoldelse.
Enhver kan indsee dette. Thi Guds Væsen er almægtig og
alvidende Kærlighed og Retfærdighed. I Kraft af sin Kærlighed
har Gud bestemt nogle Væsener til at blive gode og derfor evigt
salige. Og i Kraft af sin Retfærdighed har han bestemt andre til
at blive onde og derfor evigt at fordømmes. Alt er korrekt, klart
og forudbestemt. Just i dette Vekselspil mellem Guds Egenskaber
aabenbarer sig herligst, Gud selv til Ære, hans uendelige
Væsens-dyb. Salighedsskæret i Paradis, Flammerne i Helvede er et og
det samme, det korrektes knitrende Selvglans, „gloire".
Calvin udtalte allerede denne Lære i sit Skrift „Undervisning
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
