Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den politiske Centralisation sejrer
53
XIV, afgjordes Striden endelig med den politiske Centralisations,
Kongedømmets Sejr.
Denne Sejr var ikke tilfældig. Thi den religiøse Revolution
havde ved paa fransk Vis at iklæde sig Centralisationens Form
og blive en ny Art Regimente bredt sig ind paa Statens
Enemærker. Men i Længden kunde der ikke være Tvivl om, at
Statens Styrelse bør være verdslig og ikke kirkelig. Siden da
har Frankrig drøftet Spørgsmaalet „politisk Centralisation"
videre. Først omformede det i den store Revolution Staten til
Republik. Saa overlod det under Napoleon den Store
Centralisationens Gennemførelse til et Overmenneske, for hvem,
ligesom for Calvins Gud, godt og ondt ikke var Værdier i og for
sig, men kun Udtryksformer for hans gloire. Senere har
Frankrig mattere tænkt de samme Tanker om igen. Men fælles for
dets Maade at tænke paa har stadig været den vante Form:
Centralisation. Her forudsættes den enkelte bestandig kun at være
en Del af det hele. Den enkeltes Ret sees som Uret, saa saare
den kommer i Strid med det heles Krav. Den franske Tanke
har endnu ikke funden nogen gyldig Form for den enkelte,
hverken som religiøst eller som politisk selvstændigt Væsen.
Han er og bliver kun Menighedsmedlem og Borger.
Trangen til at finde en Form for det rent menneskelige er og
var dog selvfølgelig tilstede. Allerede i det 16. Aarhundrede
ytrede den sig og stilledes tilfreds paa forskellige Maader, der blev
toneangivende for den følgende Tid. Hos Rabelais († 1553)
frigjordes under en dobbelt Form al den bundne Indrevarme,
der ikke fandt Anvendelse hverken ved Trone eller ved Alter.
Rabelais var i Frankrig Repræsentant for den ovenfor omtalte
nye Retning, som Datiden frembragte: Den naturkyndige,
menneskekærlige Læge. Men hos ham kom hertil en ejendommelig
Tilsætning, der ganske adskilte ham fra hans to før nævnte
Aandsfrænder, Paracelsus og Tyge Brahe. Rabelais udmærkede
sig ved et saa sprudlende Humør, et saa overstadigt, skalkagtigt
Lune, at han paa Forhaand var vis paa Sejren eller dog et
dækket Tilbagetog ved Hjælp af Latteren som Forbundsfælle. Endnu
itaadere og ubændigere end senere Moliére og Voltaire forstod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
