Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Calvin og Luther ensidige
131
i Dvale fra det nye Testamentes Affattelse til Luthers
Fremkomst.
Da man var naaet saa vidt, kom Turen til de egentlige
Lærestridigheder mellem Katoliker og Protestanter. Her var jo
Forholdet det, at baade Luthers og Calvins Frafald fra Katolicismen
bundede i, at de hver især ubønhørligt havde gennemført en
ensidig Opfattelse. Luther havde hævdet Menneskenaturens
Bund-fordærvethed, Viljens Ufrihed til det gode, saa at
Retfærdiggørelsen kun kunde tænkes ved Troen alene, ikke ved nogen
menneskelig Virksomhed tillige. Calvin havde gennemført
Viljens Ufrihed til den Yderlighed, at Gud havde forud bestemt
nogle Mennesker til evig Salighed, andre til evig Fordømmelse,
hvilket ikke lod sig ændre ved deres Livsvandel. Overfor
slige uudgrundelige Dybder kunde Mennesketanken naturligvis
ikke slaa til. Men det havde netop udgjort Romerkirkens
hidtidige Styrke at kunne krydse sig op mellem disse Yderligheder.
Den havde paa en Maade optaget dem begge i sig, idet den i sin
Lære, med f. Eks. Augustinus, havde hældet til den ene Side,
men i Praksis havde hældet til den anden, Gerningernes
For-tjenstlighed. Det var selvfølgelig ikke lykkedes den at løse
Modsigelsen eller ophæve Modsætningerne. De laa der begge endnu,
truende med deres bratte Skrænter. Men en Art Forsoning var
naaet, forsaavidt Kirken havde roet med begge Hænder og
herved holdt sig nogenlunde midtstrøms i det farlige Farvand.
Romerkirkens Forkæmpere havde da altsaa i Trient den store
Fordel at kunne optræde ikke blot som Kirkens, men tillige som
den sunde Fornufts Talsmænd. Det var let overfor denne
Forsamling at paavise, at Calvin og Luther var strandede paa
Ensidighedens Skær. Men det gjaldt netop om som hidtil at føre
Kirken lykkeligt uden om saadanne. Dette lod sig kun gøre ved
at fastholde de gamle, maadeholdne, rummelige Fortolkninger
af Arvesynd, Retfærdiggørelse osv. Det var Anvisninger, der
havde staaet deres Prøve. I Kraft af dem løb man ikke i blind
Iver Skibet paa Land. Der var givet Spillerum for den
Styrendes Aandsnærværelse. Men den Aand, der saaledes var nær-
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
