Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giordano Bruno
151
atter Genf, opfyldt af Bitterhed og grundigt belært om de
Reformertes Snæversind.
Herfra drog han til Toulouse, hvor han et Par Aar som
Professor ved Universitetet holdt stærkt besøgte Forelæsninger over
Astronomi. Det er betegnende for hans Tankegang, at Længselen
efter Hjemmet her iklædte sig Ønsket om Forsoning med den
katolske Kirke. For ham stod det, som om han kun havde brudt
med Klostret, men ikke med Kirken. Han var jo dog selv den
samme som Drengen fra Nola, Ynglingen fra Neapel. Endnu
lød i hans Indre Kirkeklokkernes Klang, saaledes som de ved
Solnedgang havde tonet med Genlyd fra Hjemmets lilla
Bjergskraaningen Endnu fornam han den blandede Lyd af den fjærne
Gadetummel, der dæmpedes og tabte sig, naar i Klosterkirken
den lille Klokke ringede og, under Duft af Blomsterne fra
Alteret og de svingede Røgelsekar, Messesangen brusende rejste
sig og steg som Golfens Storbølger med Skumvinger paa Flugt
mod Gud.
Men han troede jo ikke længer paa Kirkens Lære! Hvor
kunde han da ønske at slutte sig til den ? Troede. Nej, ikke i
begrænset Forstand. Men dog var Kirkens Dogmer hans, Dele af
hans Udvikling, endnu som Billeder hans fulde Eje. Ved den
hellige Aand f. Eks. forstod han nu Verdenssjælen; ved
Himmerig, Skærsild og Helvede Sjælenes fortsatte Liv under
bestandig nye Former. Men var han derfor fradømt sit eget Eje?
Saae ikke enhver, der hyldede Kopernikus’ Lære, ligefuldt Solen
hver Morgen staa op, hver Aften gaa ned? Var man et mindre
kærligt Barn, fordi man som voksen vidste, at Moders Arm om
ens Hals ikke er Kærligheden selv, men kun dens Udtryk?
Det gik Giordano Bruno her, som det gaar enhver, der har
gennemlevet en Udvikling og er sig dette klart bevidst. Han
følte i sig Vækstforbindelsen mellem det gamle og det nye. Men
det Svar, som han fik, var det samme, som enhver fast afsluttet
Tankegang kun ser sig i Stand til at give: Videre Udvikling er
Frafald, er Synd. Man stillede som første Fordring til ham, at
han straks skulde vende tilbage til sit Kloster, blive Munk igen
og underkaste sig Straffen for sin Flugt. Det hverken kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
