Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RT
har brændt sig ind i hendes Hjerte, den bliver hun aldrig
fri for!“
„Her er slet ikke noget at snakke om Tegn og Mærker, enten
de saa sys fast i Kjolen eller brændes ind i Panden,“ — raabte
en anden Kvinde, der, ligesom hun var den grimmeste, saaledes
ogsaa var den mest hjerteløse iblandt disse selvbestaltede
Dommere.… „Det Kvindemenneske har bragt Skam over os alle, —
hun fortjener at lide Døden. Staar det ikke skrevet i Loven, —
maa jeg spørge? Jeg skulde nok mene, det gør, — baade i Guds
Ord og i den verdslige Lov. Men nu kan Dommerne have sig
selv at takke for det, hvis deres egne Koner eller Døtre kommer
paa gale Veje, fordi der ikke bliver straffet efter Loven.“
„Nej, fy dog,“ udbrød en af Mændene, „er der ingen anden
Tugt og Ære hos jer Kvinder, end den, som kommer af den
skinbarlige Frygt for Galgen, — det var snart lige drøjt nok! Men
ti nu stille, Kvindfolk, — nu er de ved at tage i Laasen, — dér
kommer Missis Prynne.“
Fængselsporten blev slaaet op paa vid Gab, og det første, man
fik Øje paa, var Bysvendens uhyggelige, barske Skikkelse med
Sværd ved Lænd og Stav i Haand, — ret som en Straffens dystre
Aand, der truende dukkede frem i Sollyset. Al Puritaner-Lovens
ubønhørlige Strenghed var som personliggjort i dette Menneske,
hvis Embedsgerning bestod i at bringe dens Straffedomme til
Udførelse paa alle Overtræderes Liv og Lemmer. I den venstre
Haand holdt han sin Embedsstav strakt ud imod Folkeskaren,
med den højre greb han en ung Kvinde i Skulderen og tvang
hende saaledes fremefter; men da hun kom til Tærskelen, skød
hun ham til Side, og traadte — som var det, fordi hun selv
vilde det — ud i det fri, — paa en Maade, der samtidig bar Præg
af en naturlig Værdighed og af en bestemt Karakter. I Favnen
holdt hun et lille Barn, — det kunde vel være et Fjerdingaar
gammelt; det missede med Øjnene og vendte sit lille Ansigt bort.
Dagslyset var det alt for skarpt, hidindtil havde Livet kun budt
det Fangecellens triste Halvmørke.
Da den unge Kvinde — dette Barns Moder — stod dér uden
for Fængslet, udsat for Mængdens Blikke, syntes hendes første
Tilskyndelse at være denne: at knuge Barnet ind til sit Bryst, vel
ikke saa meget af moderlig Ømhed som for at skjule et
ejendommeligt Mærke, der var anbragt paa hendes Klædning. Hun
indsaa’ dog i samme Øjeblik, at det ene Tegn paa hendes Skam
kun lidet evnede at dølge det andet; hun tog derfor Barnet paa
Armen, og saa“ ud paa den omkringstaaende Skare af Naboer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
